Lotte & Søren Hammer: Svinehunde. Gyldendal 2010. 400 sider, 200 kr.

Åbningsscenen er spektakulær. Fem nøgne mænd er hængt i gymnastiksalen på en skole i Bagsværd, og ligene er efterfølgende skamferet med en motorsav. Umiddelbart reagerer myndighederne og offentligheden med bestyrtelse, men da det hurtigt står klart, at ofrene er pædofile, skifter stemningen. Det skyldes ikke mindst en serie pågående annoncer, der kræver strengere straffe for misbrug af børn. Kampagnen styres af en gruppe tidligere ofre, og meget tyder på, at drabene er begået som første del af denne kampagne.

Så er mange mennesker pludselig ligeglade med forbrydelsen, og nogle synes, at det skete er aldeles i orden. Politiet står med en svær opgave. Indsatsen ledes af chefkriminalinspektør Konrad Simonsen, der ikke et øjeblik er i tvivl om, at politiet må og skal afsløre de ansvarlige for denne grove selvtægt og bringe dem for retten. Han kan imidlertid ikke hente hjælp ret mange steder. De, der kunne være vidner, kan pludselig ikke huske noget. Nogle videoklip af de fem i en minibus er sendt til en dagbladsredaktion, men det spor fører ikke videre, bl.a. fordi Storebæltsbroens overvågningsbånd fra det kritiske tidspunkt ”uheldigvis” er forlagt eller overspillet. Og sådan bliver det ved.

Forfatterparret byder ikke på ret meget spænding, for læseren véd tidligt det meste om den gruppe af ofre for børnemisbrugere, som står bag massakren og kampagnen, og Simonsens efterforskning er det (i al fald for denne læser) ikke særlig sjovt at følge. Det bliver tværtimod lidt absurd, da han også kontakter en clairvoyant kvinde, der sommetider har kunnet hjælpe politiet – den tror man ikke på. Der er dog en original og fiks fælde, som politifolkene sætter ved grov manipulation af en avis, som skamløst har fulgt sagen op. Det giver pote, og det giver Simonsen en tiltrængt hævn over den kvindelige journalist, der hæmningsløst har gjort hvad hun kunne for at forgifte den offentlige mening.

Det reelle stof er beskrivelsen af den eskalerende lynchstemning, der gør livet farligt for dem, der er dømt (eller blot mistænkt) for overgreb på børn. Det tema kan være en tiltrængt advarsel. Der er altid grund til at tænke en gang til, når der pludselig er almindelig tilslutning til voldsomme synspunkter. Det er sympatisk nok, men det er ikke tilstrækkeligt til at fylde romanens 400 sider. Og det er heller ikke så interessant, at det legitimerer den omfattende foromtale af udgivelsen med triumferende oplysning om salg af manuskriptet til en række udenlandske forlag (købt ubeset!), fulgt af stort opsatte interviews med forfatterparret i snart sagt alle dagblade.

Forlaget oplyser, at ”Svinehunde” er blot første bind af en serie om Simonsens meritter. Man får håbe, at de kommende historier bliver mere fængslende. For som det hedder et filosofisk sted i romanen: Du spurgte, hvad der skete, men hvad der skete handler om fremtiden, ikke om fortiden. En kringlet formulering, som måske rummer en god pointe, men undertegnede tænker stadig over, hvad den egentlig er.

For en ordens skyld: Denne noget forbeholdne anmeldelse afviger fra de fleste dagblades meget positive modtagelse af romanen.