Boris Hansen & Sara Bindeballe: Marburg-eksperimentet. Husets Forlag 2006. 176 sider,  ?? kr.

Husets Forlag udskrev i 2005 en konkurrence om en ”Århus-krimi”. Nu foreligger vinderromanen, der viser sig at være en thriller med højt pulsslag, mange effekter men desværre kun få originale indfald.

Hovedpersonen er den unge Christian Mørck, der er fyret fra et godt job i et større medicinalfirma. Grundlaget bliver kun delvis oplyst, men resultatet er tæt druk, almindelig opløsning og selvvalgt ensomhed. Hans eneste ven er den noget ældre chef for firmaets økonomiafdeling, men han omkommer ved en påsat brand – dog har han efterladt en kuvert til Mørck. Den indeholder nogle for Mørck uforståelige grafer og fotos.

Den anden hovedrolle er tildelt en kvindelig forsker fra Litauen. Marija ansættes på et nyindrettet forskningslaboratorium ved Århus Universitet. Laboratoriet er sikret, så der kan arbejdes med farlige smitstoffer, aktuelt den dødelige Marburg-virus, som har lagt hele områder øde i Sydafrika. Hendes ambition er at udvikle en vaccine mod sygdommen, at hjælpe en masse mennesker. Andre i forskerteamet tænker mest på den fortjeneste, patentet på en sådan medicin kan indbringe. Og så er der prestigen, muligheden for at sætte Århus på verdenskortet.

Noget er imidlertid galt. Viden stjæles fra laboratoriet, men hvem er forræderen? Det kommer Marija på sporet af, da Mørck overlader hende de nævnte papirer. Og så efterforsker de to sagen – som efterhånden kræver et par menneskeliv flere. Det er stærke interesser, de er oppe imod. Det gælder måske mere end penge, for skumle kræfter kan interessere sig for mulighederne for at bruge virusen som terrorvåben.

Der er gode chok i efterforskningen, både den uhyggelige fremgangsmåde, da virusen blev ført ud af det sikrede laboratorium, og finalens opgør med skurkene, hvor de er bevæbnede med skydevåben, Mørck og Marija med en kolbe med virus-opløsningen, som vil dræbe begge parter, hvis kolben knuses, så giftstoffet slipper ud.

Resten kører på den i passager ganske spændende rutine fra denne type thrillers. ”Opklaringen” er belastet af for mange heldige træf, løsningen nås kun i kraft af overskurkens lidet overbevisende bondeanger, der indtræffer i sidste øjeblik. Hovedpersonerne bliver aldrig til mere end skitser, bipersonerne er aldeles endimensionale.

Der er med andre ord lidt til gaden og en del til gården. Bogen er imidlertid hurtigt læst, så den kan passere som en lidet krævende spændingshapser.