Anders M. Hansen: Russisk roulette. TV 2 2008. 357 sider, 299 kr.

Hovedhistorien handler om jægersoldaten Kåre Strand, der var chef for en patrulje, som opsnappede en større narkotransport i Afghanistan. Smuglerne viste sig at være russiske soldater (fra Tjetjenien), og opgøret med banden kostede en af dem livet. Det kræver hævn, ligesom bagmændene fordrer godtgørelse for tabet af det beslaglagte opium. Situationen hjemme i Danmark er omvendt: Kåre og hans folk får heltestatus i medierne, og så meget desto mere fatalt er det, at Kåre kort tid efter hjemkomsten kidnappes og føres som gidsel til Rusland. For den danske regering er sagen prekær. Statsministeren står over for en valgkamp, hvor en affære af den art ikke vil passe ind, og udenrigsministeren ser nødig det gode men spinkle samarbejde med det nye Rusland skadet. Sagen ønskes længst muligt holdt ude af medierne, håbet er simpelthen, at Kåre bliver likvideret, før det hele bliver en international krise. Kåre er en brik, som kynisk kan ofres i det, der for statsministeren er et større spil (her blot hans hede ønske om et vinde det forestående valg).

Folk i forsvaret ser anderledes på det. Forsvarschefen havde altid følt, at ansvaret for soldaterne havde højeste prioritet. Efterretningstjenesten øjner en mulighed for at sende en agent til Rusland. Det er den fremstående erhvervsadvokat Holger Berg, der selv har været jægersoldat. Han vægrer sig, men presses på temmelig barsk vis til at sige ja. Og så kører den russiske roulette!

Den debuterende forfatter har mange jern i ilden: Krigen i Afghanistan. Brydningerne i det nye Rusland, hvor de demokratiske kræfter har det svært både med konflikten omkring Tjetjenien, med reaktionære nationalister og med den nyrige mafia. Dansk indenrigspolitik og danske politikeres anløbne moral og gedulgte magtmisbrug. Pressens tvetydige rolle. – Der er nok at forholde sig kritisk til, men desværre fremstår Anders M. Hansens kritik mest som postulater. Ministrene er ikke navngivet i romanen, men det er tydeligt nok, hvem der har stået model, og uanset hvordan man har det med Anders Fogh og Per Stig, er der her tale om så grove insinuationer, at virkningen bliver den modsatte.

Historien om Kåre og Holger kommer først rigtig i gang efter 100 kaotiske sider, men derfra er det ganske spændende ramasjang. Det er dog lidet troværdigt, at Holger ene mand nedkæmper hydraen og endda klarer en flugt med både gangstere og politi tæt i hælene. Det kræver alt for mange heldige sammentræf og alt for mange ny personer, der i rette øjeblik træder ind på scenen (uden forståelig forklaring) for lige at give et nap med i nok en kritisk situation.

Det eneste, der står fast i romanen, er de traditionelle militære dyder og færdigheder. Holger mærker adrenalinsuset, da han forsynes med allehånde våben: Skydning var efter Holgers mening enhver drengs yndlingsbeskæftigelse. Især har jægerkorpset en status, der nærmer sig det religiøse (hvis den ”Jægersoldatens bøn”, der citeres mod slutningen, er hentet fra virkeligheden, er der grund til at nære alvorlige bekymringer for, hvad det egentlig er, de folk har gang i!).

Kort sagt: En del brutal spænding, der dog fordrer, at læseren er med på hvad som helst. Ellers tomgang.

Så er der set bort fra adskillige irriterende mærkværdigheder. Bare et par eksempler: Et sted giver udenrigsministeren – der gerne snigløber statsministeren – en journalist fra et større dagblad et spor, idet han henviser til et par vers fra Mattæus-Evangeliet. Journalisten lader sin sekretær slå bibelstedet efter. Hun læser det op – fra 1907-oversættelsen. Er avisen virkelig ikke i besiddelse af en udgave på nutidsdansk? Et andet sted lægger statsministeren pres på en chefredaktør, der skylder ham en gentjeneste efter en grim begivenhed fra deres fælles opvækst på Herlufsholm. ”Vi er jo herluvianere”, understreger ministeren, og ordet bruges flere gange. Det vil de selvbevidste herlovianere ikke bryde sig om.