Ole Hansen: Umagen værd. En kriminalroman om kærlighed. Big City Books 2005. 148 sider, 98 kr.

Den kærlighed, som indgår i undertitlen, har det ikke godt i Ole Hansens debutroman. Sex er der en del af, men kærlighed bliver det ikke til. Kriminalroman er der også kun til dels tale om. Plottet drejer sig om pengeafpresning mod en forretningskoncern, grove trusler som manifesterer sig i et drab. Læseren får imidlertid ikke meget at vide om det, og hverken politiet (repræsenteret af den sympatiske kriminalkommissær Martin Frandsen) eller den indkaldte privatdetektiv (Frank uden efternavn) opklarer det. Løsningen lægges på romanens sidste sider frem af den ansvarlige bagmand, og det er naturligvis ikke den mest sandsynlige kandidat.

Frank er en slags hovedperson. Han er modelleret efter den hårdkogte amerikanske model (masser af whisky, hårdtslående når det gælder, klar til den næste veldrejede blondine, etc). Som Frandsen siger et sted: somme tider tror jeg, du tror, at du lever vi andres lyster ud. Franks vej er strøet med bonmot’er, der nogle gange er vittige, andre og flere gange dumsmarte. Han er misantrop og pessimist:

Det mindede Frank om den evige kværnen om informationssamfundets lyksaligheder, IT-udviklingen, videnskabens nyeste forsøg på at holde liv i afdødes venstre fod og de absurde, indholdsløse gentagelser af gamle debatter. Han hældede mest til den opfattelse, at det hele var udenomssnak og samfundsterapi i forhold til det evige møde mellem manden, kvinden og slangen i paradiset.

Det er med en sådan salve svært at afgøre, om forfatterens ærinde er samtidskritik eller parodi på en krimihelt. Det første får sit ikke blot i Franks ræsonnementer, men også i skildringen af koncernen (”Biltex” hedder den med kombination af to af landets store virksomheder) og i en hovedpersons erindringer fra en ung, idealistisk fortid i noget, der kunne være inspireret af Tvind-imperiet. Krimisiden bliver snydt for sit, højst kan man hæfte sig ved en helt usandsynlig gang action, da Frank skal aflevere pengene. Der er ingen sporsøgning, og plottet forklares kun i grove hovedtræk, da bagmanden fortæller om det. Det oprindelige mord og et drab, der støder til, viser sig at være rene fejltagelser, og detektiven slutter med at melde sig ud af det gode selskab. Vi konkurrerer på de gale værdiers præmisser, som det hedder et af de mere tænksomme steder.

Romanen er skrevet tilforladeligt, i lange passager endda godt. Der er et tydeligt talent for krimi, men resultatet bliver ikke tilfredsstillende, når forfatteren ikke tager sit plot så alvorligt, at han tør lade det folde sig ud og være omdrejningspunktet i historien.