Johnny Harboe: Tolv rum. Mellemgaard 2006. 198 sider, 198 kr.

Jeg er morder. Jeg har myrdet igen og igen, igennem hele mit liv. Det er romanens første sætninger. Fortælleren befinder sig på en lukket psykiatrisk afdeling (”et hjem”, skriver han selv), formentlig varetægtsfængslet som sigtet for drabet på sin hustru, men det mord hævder han sammenbidt, at han ikke har begået. Til alt det kommer to, tre eller måske fire mord på afdelingen, der begås i løbet af det år, som historien spænder over. – Alligevel er der ikke tale om en kriminalroman. Der berettes ikke om spor og efterforskning, og der opklares ikke noget som helst.

Fortælleren er en pensioneret læge, vistnok først i eller midt i 70’erne. Hans historie handler om ”hjemmet”, om afdelingens tolv små lysegrønne værelser, og om et par af de lidelsesfæller, der er indlagt sammen med ham. Med et kapitel for hver af årets tolv måneder bliver det en slags selvbiografi. Første halvdel er koncentreret om de dødsfald, han mener at have forårsaget i sin ungdom, før han traf sin højt elskede hustru. Mord var der nu ikke tale om. Det var ulykker, hvor han havde gjort en enkelt ting, som blev led i en kædereaktion, der endte med, at et menneske kom af dage. Tilfældigheder, aldrig handlinger, som gjorde så tragisk en ende påregnelig.

Jeg ved ikke rigtigt, hvad det er, det handler om, det jeg har skrevet. Men det berører vel mit liv, og hvordan det er at leve og at have levet mit liv. Det er det eneste liv, jeg kender godt nok til at kunne skrive om, og det er vel i grove træk det, det omhandler. Sådan forklarer den navnløse læge sit projekt til en medpatient. Det hele er henvendt til et ”du”, nemlig den læser, der har bogen i hånden, og som med mellemrum anmodes om forståelse og tålmod til at læse videre. Det gør man faktisk gerne, selv om fortælleren i stigende grad er i tvivl: Kan det virkelig være sandt, at der findes historier, der ikke er andet end bare historier? Altså uden at der er en eller anden mening med det, der bliver fortalt? Sådan spørger han hen mod slutningen.

Som læser er man på én gang irriteret over den omhyggeligt udpenslede monotoni og fascineret af de uvarslede skift i stemning og intensitet.

En af de snurrigste bøger, jeg har læst.