Hans Henning Harmer: Åndernes fest. Klim 2002. 219 s. 255 kr.

Romanens story er hurtigt fortalt – og tør gengives her, da den i det væsentlige er afleveret med de første to-tre kapitler. Psykologen Marianne Roder (der leger lidt med bogstaverne og så får navnet til M. Order! – sig det i ét ord) vil have sin elsker, Dan Martens, for sig selv. Hun arrangerer derfor et drab på hans kone – og da han ikke som ventet er begejstret, men tværtom fyldes med rædsel og afsky, lader hun også ham ekspedere. Hendes redskab er en patient, den totalt sindssyge ”legionær”, som hun tror, at hun kan styre. Den effektive vicekriminalinspektør Harry P. (Petri) og kriminalassistent Klara Malthe er hurtigt på sporet – selv om Klara også må afse tid og ressourcer til sin autistiske søn og hans totale ritualfiksering. Det viser sig, at det er så som så med Mariannes magt over legionæren – de stemmer, han hører, leder ham andetsteds hen, og det bliver for alvor farligt, da den autistiske dreng begynder at overtage kontrollen. Endelig er der måske andre lige så forblommede men farligere kræfter, der er ude efter Marianne.

Det er længe fortalt kontrapunktisk, skiftevis med vildt psykedeliske kapitler om den sindssyge legionær og Marianne, og nøgternt realistiske kapitler om politifolkenes arbejde (Harmer ville kunne skrive fremragende police procedural-romaner). Så løber de to spor sammen, og surrealismen når uanede højder. I al fald nærværende læser måtte nøjes med at ane dele af det ydre handlingsskelet selv efter flere gennemlæsninger af de sidste mange sider af romanen.

Harmers særkende er hans sprog. Med overraskende gloser og et rablende højt lixtal affyres kaskader af ord, som så at sige sprænger sætningerne, men alligevel tit bliver til overraskende og skarpt pointerende afsløringer (ordmassiverne som det træffende hedder et sted). Detaljerne hober sig op – ikke altid lige meningsfuldt. Atmosfæren er tyk og overbevisende. Spændingen går til gengæld fløjten, når læseren så systematisk distraheres og tvinges til at fundere over særheder, der har eller ikke har med den egentlige historie at gøre.

Ville Marianne virkelig efter mordet på hustruen forsøge at overtale Dan med denne replik: Elskede, vi er undtagelsesmennesker. Det er de andre, der er tilværelsens galejslaver. Det er dem, der er de ydmyge eger i hjulet – vi har tilladt os at stå af. De ved ikke, at vi er ved at opfinde os selv. De aner ikke, at vi er en skandale, gjort af det mest afskyelige stof, mennesker kan skabes af. Deres forargelse ophøjer os, elskede. Sådan er det hyppigt. Et motiv anslås, en tanke lanceres. Og så dementeres det i den næste sætning. Men det kan også være et helt præcist stød ind i læserens bevidsthed. Som når Harry P sammenfatter sit job som misundelsesværdigt enkelt. Det indebar, at skyld kunne vægtes og udmåles i straffeår.

Summa summarum: Halvt en fremragende politiroman, halvt en lidt anstrengt historie om paranoia i morderisk eruption. En svimlende tur i den sproglige rutsjebane. Svær at læse, men fascinerende. Det er forståeligt, at dagbladenes anmeldere har været i sjælden grad uenige. Fra ”topkarakter” (Sauerberg) til ”fuser” (Mikkel Bruun Zangenberg), fra ”sproglig virtuositet” (Katinka Bruhn) til ”ordsalat” (Hans Fl. Kragh).

Jeg er sådan set enig med dem alle fire.