Palle Hatting: Gennembrud. Forlaget Mellemgård 2000. 277 sider, 198 kr.

Kunstmaleren Martin Ross overmandes af skræmmende hallucinationer. Billeder af en fremmed virkelighed, befolket af mennesker, som har levet en gang. Det er hans “gennembrud” til en anden dimension, en verden simultan med hans egen, Den eksisterer, men andre mennesker kan ikke se den. Her findes de døde. Sofia, der vil i kontakt med Ross, er/var en ung kvinde fra en velhavende jødisk familie fra Berlin, der blev myrdet i Auschwitz i 1943. Ross skal finde både hendes overlevende søster og familiens formue, der er gemt på en nummerkonto i Schweiz. Koden kender Sofia ikke (man kan lidt nævenyttigt undre sig: Hun kunne dog spørge sin far og så meddele Ross svaret - ?)

Ross går i gang - og er dermed i livsfare. Ikke blot fordi visionerne overmander ham, så han frygter for sin forstand, samtidig med at han taber orienteringen, f. eks. når han kører bil. Også fordi det viser sig, at både levende og døde jagter den gemte formue. Kun med nød og næppe overlever Ross adskillige drabsforsøg. Det samme gælder hans kæreste, der viser sig at have en stærk, personlig forbindelse til sagen. Ross finder Sofias forsvundne søster og opnår en slags venskab med hende, men hun er svært økonomisk med sin sande historie. Først i et brev, Ross får efter hendes død, tør hun betro ham de virkelige rædsler.

Det er en smagssag, om man mener sig underholdt af en roman, hvis plot beror på eksistensen af en “alternativ verden”. Selv om man gør det, skuffer Palle Hattings historie imidlertid. Den er også med den præmis utroværdig. Der savnes forklaring på både hovedpersonernes og politiets lejlighedsvis absurde adfærd. Kun Ross er tegnet i fuld figur, de øvrige personer er reduceret til skabeloner. Lange beskrivende afsnit og actionscenerne er gjort ganske flot, men dialogen er ude af takt med det, mennesker siger til hinanden. Det starter allerede side 1, hvor Ross vælter en colaflaske, da han nærmest besvimer ved sin første vision. Hans kæreste irettesætter ham: “Martin, din langbenede græshoppe, se nu!” Og sådan fortsætter det.

Ikke min kop te.