Bjarne Hatting: Hesteslagteren. Mellemgaard 2009. 166 sider, 218 kr.

Skæbnen har været hård mod Liam Hoffmann. Som dreng mister han sin far ved en flyulykke. Hans mor sank i sin sorg ned i stadig dybere depression, indtil hun valgte at begå selvmord. Liam er imidlertid et stærkt menneske, han uddanner sig til slagter og får med sin dygtighed og kvalitetsans en god forretning på benene. En kort tid smiler lykken til ham, da han møder den smukke lærerinde Hannah. Det gode ægteskab ender, da hun udvikler en galoperende alzheimer.

Det knækker ham. En stor vrede, der bliver vendt mod alle kvinder. Liam bliver morder. Hans metode er enkel. Han angriber sent om aftenen en enlig kvinde på vej hjem fra pub’en, knækker halsen på hende og kører liget bort i sin varevogn – det bliver aldrig fundet. Et dusin drab i romanens korte løb. Og lige så mange knuste familier.

Politiet er klar over, at der er tale om en seriemorder, men har længe ingen spor. Efterforskernes slid er beskrevet godt og spændende. Det er helt troværdigt, også da de til sidst får fat i en beskeden mulighed – og så kommer videre. God politikrimi. Handlingen er henlagt til England. Det er lidt sært i en dansk roman, men måske skyldes det, at vi lykkeligvis har været forskånet for den slags herhjemme, i al fald så vidt det er offentligheden bekendt. Vidløse seriemord findes kun i krimierne. Portrættet af Liam holder sig til klicheer. Spændingen er god og stigende, men hæmmes af romanens lidt sære sprog og konstruktion. Stilen er staccato, mange steder skiftes der abrupt fra en begivenhed til en anden. Læseren bliver en smule desorienteret.

Der er adskillige gode iagttagelser – f. eks. da den ledens politimand ræsonnerer over mediernes håndtering af tragedierne: Hicks var vant til, at journalister kom med udtalelser fra politiet, som var rent opspind. Når han gik dem på klingen, henholdt de sig til, at pressefriheden gav dem lov til at beskytte deres kilder. 

Med forbehold: Værd at læse.