Olav Hergel: Flygtningen. Lindhardt & Ringhof 2005. 395 sider, 299 kr.

Olav Hergel er en mand med et lidenskabeligt engagement. Den danske udlændingepolitik er ham vederstyggelig – hensynsløs, blottet for medmenneskelighed og skånsel. Hergels vrede slår læseren i møde på næsten alle de 400 sider i ”Flygtningen”. Barsk behandling af skrøbelige og sårbare medmennesker. Kynisk manipulerende politikere ofrer mennesker for mandater. Journalister skriver mod bedre vidende, og redaktører tænker alene på profit og bundlinje, og trykker derfor kun det, læserne formodes at ville se. En befolkning, hvor flertallet villigt lader sig vildføre, så man med en slags god samvittighed kan slutte op om hæslige programmer. Egoistiske murstensmillionærer fra familien friværdi. – Man kan blive helt bange for at gå ud på gaden i det land!

Fortællingen gælder den godt 40-årige journalist Rikke, der er sendt til Irak for at rapportere om de danske soldaters dagligdag dernede. Hun er uforsigtig, kidnappes af en irakisk gruppe (terrorister eller frihedskæmpere?) og vises frem på en video med barsk tortur og med de sædvanlige trusler om værre overgreb og likvidering, hvis de danske tropper ikke kaldes hjem. Hun undslipper og kan berette en skrøne om, hvordan hun overmandede den, der skulle bevogte hende – og det er alt sammen løgn. Den unge mand, der fangede hende, som skar hendes finger af og råbte truende ting, er i virkeligheden et ordentligt menneske, der ikke vil være med til mord og vold. Han slap hende fri, men bad hende fortælle dækhistorien. I Danmark bliver hun folkehelt, men så melder den unge partisan sig på ny i Rikkes tilværelse, nu som flygtning og eftersøgt terrorist. Skal Rikke hjælpe ham.? Og kan hun?

Det er blevet en sær hybrid. Essaysamling (adskillige afsnit over flere sider kunne lige så godt have været kronikker i Politiken), nøgleroman (man genkender i ukærlig karikatur fremtrædende politikere, tilsløret med til lejligheden opfundne navne), og lidt thriller med passagevis spænding. Titelbladet kalder bogen en ”roman”, og læst som sådan holder den ikke. Med Rikke som undtagelse er der tale om marionetfigurer, der alene tjener forfatterens idealistiske sigte. De onde er helt igennem usympatiske, de gode er bare så allerhelvedes prægtige. Og så er der et par stykker, der kunne være begge dele, men som desværre nærmest fremstår som skizofrene.

Som debatindlæg taber bogen ved sin ensidighed og sine overdrivelser. Den refererer enkeltsager, som næppe nogen dansker kan være stolt af, men forfatteren gør intet forsøg på at overskue det samlede billede. Kun enkelte gange viger missionstonen for en nuanceret, endda begavet drøftelse, der erkender, at det hele ikke er så enkelt – f. eks. i den tale, hvor Rikke ved hjemkomsten til Danmark forklarer om sin skiftende stillingtagen til den danske deltagelse i krigen. Her læser man flere gange, og i al fald denne læser føler, at han blev en smule klogere (eller måske snarere fortsat forvirret, men nu på et højere niveau).

Ellers ikke til megen nytte.