![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Claus Herholdt: En skygge af tvivl. Gyldendal 2002. 308 s. 275 kr. |
||||||
|
I den multinationale oliekoncerns danske filial arbejder IT-afdelingen med et pionerprojekt. Målet er at samle data om undergrund og tidligere boringsresultater i neurale netværk, der måske så kan udpege nye lokaliteter, hvor der er chance for at finde mere olie. Afdelingens unge, ambitiøse chef Jørgen Ravn fortæller selv historien om, hvordan det begynder at gå skævt, da hans nærmeste medarbejder omkommer ved en tilsyneladende ulykke. Næsten samtidig viser hovedsædet i New York uventet interesse for de avancerede forsøg. Udviklingsarbejdet skal intensiveres, og en kompetent amerikansk professor – en 54-årig kvinde – knyttes til gruppen. Tilsyneladende opnår de hastigt succes, men Ravn er skeptisk. Han aner, at han er udset som syndebuk for en-eller-anden dybsindig svindel, og han opdager, at hans liv er truet, da han får fat i nogle løse tråde, der muligvis kan bruges til at rulle plottet op. Det er en spændende fortælling med præcist placerede gåder og stadig tættere mystik, alt sammen med en logisk forklaring, som Ravn – måske for sent – gennemskuer. Snakken om neurale netværk er for denne læser uforståelig, men det er tilstrækkeligt at konstatere, at det drejer sig om revolutionerende ny teknik. Og det er elegant, at forfatteren kan bruge edb-systemerne og koncernens intranet både til at skjule og til at hente de spor, der ét for ét lægges frem. Det kolde, karrierefikserede arbejdsmiljø er skildret med overbevisende detaljer – og med herlig satire, da Ravn avancerer til underdirektør og derfor skal træffe sine valg blandt frynsegoderne i koncernens katalog, hvis tilbud minutiøst er tilpasset den enkeltes plads i hierarkiet. Mindre heldigt er forfatterens greb om personerne. Især Ravn er et postulat. En mand, der idealistisk vil finde sandheden, koste hvad det koste vil, og samtidig opportunistisk dækker ryggen. Hans hidsige erotiske udfoldelser er ikke troværdige, og det ene forhold, der har betydning i intrigen, er så usandsynligt, at det kammer over i det ufrivilligt komiske. Trods de mangler (og trods lovlig kulørte action-scener mod slutningen) er romanen værd at læse. Den har sit gode plot, den er spændende og den handler om noget relevant.
(Tilføjelse 2004: Claus Herholdt modtog i 2003 Det Danske Kriminalakademis debutantdiplom for romanen)
|
||||||