Tønnes Hilden: Wasabi. Attika 2005. 259 sider, 229 kr.

Anmeldere er ofte uenige. Sjældent dog totalt uenige, når det drejer sig om kompetente folk. De to anmeldelser af Tønnes Hildens fjerde krimi, som pr. ultimo september 2005 er set i de landsdækkende aviser, danner en undtagelse. I Weekendavisen den 17. juni glædede Katinka Bruhn sig over en rigtig lækkerbisken, der er superunderholdende med dialoger, der rammer lige i plet og med persontegning, der også sidder som den skal. I Politiken den 14. august fandt Bo Tao Michaëlis romanen decideret dårlig, med et plot, der halter af sted, uden spænding og uden indsigt i personerne. – Den modsigelse skærper naturligvis en ny læsers appetit.

Tønnes Hilden debuterede i 1995 med ”Træfpunkt”, hvor den kontroversielle kriminalassistent Klaus Jannick ene mand gennemskuede en række sex-mord på unge kvinder. I 1998-99 fulgte to romaner – ”Koma” og ”Zebra” – begge med lægen Sarah Clawon i hovedrollen både som ”detektiv” og som muligt offer. Tre spændende bøger med vedkommende plot og aktuelle tidsbilleder. Desværre skæmmet af grove usandsynligheder og nok også af en sært hæmmet fascination af ekstrem sex.

I ”Wasabi” ramler Klaus Jannick og Sarah Clawon sammen. De vil afprøve deres grænser og lejer derfor en nat det obskure sex-paradis Fjordlyst, hvor der er mulighed for at udleve alle hånde fantasier. Desværre er det en fælde – udskejelserne filmes, og optagelsen ligger nu på en betalingsside på internettet. Samtidig sigtes Jannicks fætter for mordet på en ung kvinde, og også den sag knytter sig til Fjordlyst. Jannick har gode grunde til at tro, at fætteren er uskyldig – men de grunde kan han ikke lægge frem for kollegerne uden at umuliggøre sin stilling i politiet. Han beslutter så sammen med Sarah at efterforske sagen. De vil finde den virkelige morder, og de vil afsløre bagmanden for Fjordlyst, så de på den måde kan sige tak for sidst.

Efterforskningen er spændende og tilforladelig, medens det sitrende forhold mellem de to hovedpersoner ret hurtigt bliver en smule trættende. Selvmodsigende fristes man til at karakterisere beskrivelsen af det forløb som blufærdig pornografi. Noget i retning af James Ellroy, filmatiseret af Nils Malmros – nej, vel?

Romanen er værd at læse, men mesterklasse er der ikke tale om.