Nikolaj Højberg: Vandringer i mørke. Dark Lights 2009. 191 sider, 249 kr.

Otte mærkelige noveller – mere spøgelseshistorier og greuel end traditionel spænding. Tricket er flere gange at begynde med en realistisk og banal situation – og så lade pokker tage ved den. En geolog og en brøndborer skal i Jeg er så tørstig undersøge jordforureningen på en ensomt beliggende, nedlagt tankstation – men så råber nogen om hjælp. Er det den forsvundne bestyrer?  Eller er det måske bygningen selv? Naturligvis iler geologen til – og det bliver det sidste, han gør i dette liv. I et par af historierne trænger en persons sjæl ind i et andet menneskes krop og fordriver ofrets egen sjæl. Og det kan jo nok give anledning til forskrækkelse i omverdenen.

Ambitionen mangler ikke noget. I Pink er det verdens undergang, det drejer sig om, eller i al fald enden på den by, hvor Jakob er en anstændig, men magtesløs politimand, der trodser faren, da sære ting begynder at falde ud af skyerne. Naturligvis forgæves. I Rapporten om Bent lyder den første sætning ”Bent erfarede sandheden om livet en sen torsdag aften”. Det er et stort løfte, som forfatteren forventeligt nok ikke kan leve op til, men han kan dog give et ganske spøjst bud! TV-journalistikkens stadig mere effektsøgende uanstændighed er emnet for Elvis har forladt bygningen. Her er der ikke tale om overnaturlig mystik, men om satirisk realisme. Til gengæld er voldsomhederne eksplosive.

Der er en slags skjult forsvar for novellernes lidt tvivlsomme subgenre i Den akademiske virkelighed, hvor den nøgterne naturvidenskabsmand midt i sin forskning oplever, at bibliotekets bøger bliver levende og truende. Han troede kun på facts, der kunne dokumenteres, men han belæres om noget andet.

Det fantastiske er der nok af. Spændingen er ikke helt i top – det hele kan virke en smule kønsløst, og rigtig bange bliver man ikke. Men er man til dunkel (og uforklaret) mystik, er der noget at hente i Højbergs eventyr.