Povl Høst-Madsen: Trafficking A/S. Modtryk 2005. 255 sider, 249 kr.

Åbningsscenen er flot. Koncerndirektøren har slibrige planer, da han kører den smukke kontorassistent Lise Lotte hjem fra overarbejde – og overraskende runder et tomt luksus-sommerhus. Lise Lotte har gennemskuet ham, men ikke helt besluttet, hvordan hun skal sno sig ud af situationen. Hun går ud på badeværelset – og der ligger liget af en ung kvinde, øjensynlig brutalt myrdet.

Derfra udvikler det hele sig til en ikke ganske sandsynlig skrøne med Lise Lotte som midtpunkt. Emnet er handel med kvinder – unge piger fra Litauen, der falskeligen lokkes til det mulighedsrige Vesteuropa, blot for at blive sexslaver, behersket af grimme forbrydere. Bagmanden er en jovial psykopat, som ”tilfældigvis” kender både den liderlige direktør og Lise Lottes tidligere elsker, en fremstående forretningsmand med voldelige tilbøjeligheder. Lykkeligvis er hendes nuværende elsker økonomisk rådgiver for (og dybt involveret i) rockergruppen Piratos. Endelig er hendes nærmeste veninde fremtrædende medlem af organisationen ”Stop kvindehandel”. Lise Lotte kan samle oplysninger fra alle disse kilder, og hun er på den vis efterhånden på det rene med, hvad der er sket med den stakkels dræbte pige (og med en mindre stakkels pengeafpresser, der hastigt må lade livet undervejs). Hun véd, hvem morderen er, og oplysningerne kan sive til kriminalpolitiet, der trevler mysterierne op. Så langt de får lov, for Lise Lotte har undervejs indledt nok et forhold, denne gang til den nørdede Tintin-fan Tim, der viser sig at være mere effektiv, end man kunne forvente.

Det er kort sagt noget vrøvl, og der er ikke mange krimivitaminer i det detektivarbejde, Lise Lotte udfører. Til gengæld er historien fortalt med humør og charme, og det bliver på et tidspunkt også ganske spændende, hvordan Lise Lotte skal klare sig i den klemhærke, hun strander i. Romanen har også et skarpt øje for den service, som forbryderne mod betaling leverer til estimerede borgere og hæderkronede firmaer, når tingene først går skævt. Der er både indignation (de virkelige forbrydere var dem med det nålestribede tøj og Armaniskjorterne. De troede, at de levede i et univers, hvor lovene ikke gjaldt for dem) og resignation (Gud Mammons veje er næsten uransagelige).

Der tilbydes således tilfredsstillende underholdning, som måske kan overskygge irritationen over det blegsottige plot og den borteblevne sporafsøgning.

Høst-Madsen er ifølge forlagscirkulæret nu gået på pension – efter en støjende karriere i dansk presse, som startede i studenteroprørets bevægede dage og siden omfattede både chefredaktørposten på Information og bagsideredaktionen på Ekstrabladet (”gamle Madsen”). Nu debuterer han som krimiforfatter. Han kan lidt af hvert, men foreløbig ikke det hele. Det kan måske komme i fremtidige krimier.

P.S.: Omslagstegninger er en vanskelig sag. Og det er lidt irriterende, når de modsiger teksten. Her viser tegningen Lise Lotte, der chokeret står i badeværelsesdøren og betragter mordofferet: En ung pige med det løse brune hår spredt i en vifte omkring hovedet. Ifølge romanen havde hun lyst hår, bundet op i en hestehale.