Jens Høvsgaard: Døde prinsesser drømmer ikke. Rosinante 2009. 381 sider, 250 kr.

Det betændte miljø på Vesterbro må holde for endnu en gang. Journalisten John Hilling bliver vidne til en brutal afstraffelse af en af de prostituerede piger, og han bliver slået ned, da han forsøger at intervenere. En forhutlet sælger af ”Hus forbi” yder førstehjælp, og det viser sig, at han er begyndt at indsamle dokumentation for de skumle ting, der går i svang. Han er en af de danske soldater, der har været udsendt til Irak og Afghanistan, og oplevelserne på de fjerne slagmarker har sat sine spor. Hilling tænder på sagen og får også interesseret sin chefredaktør på Ekstrabladet. Det påfaldende er, at politiet tilsyneladende ikke afsætter ressourcer til problemet. Det ville kræve en indsats mod de bagmænd, der lokker pigerne hertil fra fjerne lande, og som derpå holder dem fast i sexslaveriet. I praksis bliver det imidlertid kun sporadiske razziaer, hvor nogle af pigerne arresteres. Så kan myndighederne konstatere, at de via EU-regler m.v. har ret til at opholde sig i Danmark (og dermed er de hastigt tilbage på flisen i Skelbækgade), eller også kan udlændingeservice begynde en hjemsendelsesprocedure.

Så langt er det et set up, der kendes fra adskillige krimier i de seneste år. Høvsgaard har imidlertid fundet en ny vinkel. Der er en sammenhæng til den danske deltagelse i de internationale operationer. Nogle af soldaterne fandt ”nyttige” kontakter derude, folk der kan levere både piger og hårdtslående alfonser. En velfungerende samhandel blev etableret, og det er svært at få slået hul på det system. Hillings research fører dog nogle skridt frem, og han finder også et par engagerede makkere blandt politifolkene, selv om den ledende politimand frabeder sig, at en journalist blander sig i affærer, det er korpsets sag at håndtere. Det bliver til en ganske spændende historie med flere gode overraskelser og en finale, der vil noget. Selv om påstanden om manglende interesse fra myndighedernes side ikke rigtig følges op.

Desværre flettes spændingsromanen sammen med en trist historie om John Hilling selv. Han fandt for en halv snes år siden sit livs store kærlighed i Italien, de giftede sig, men lykken varede ikke ved. Hun var fotograf, og det job førte hende til Syrien. Der forsvandt hun, og Hilling må efterhånden forstå, at hun blev dræbt, da hun kom for tæt på at dokumentere overgreb på småpiger dernede. Det drama kommer ikke plottet ved, men det fylder meget i romanen, først som hentydninger, der er forvirrende (medmindre læseren er begyndt med at studere bagsideteksten, der røber det meste), derpå i en samlet fortælling, der over næsten 100 sider afbryder romanens hovedhandling. En kærlighedshistorie og mange sider af en journalists scrapbog (hvor Hilling både er på pletten ved prinsesse Dianas voldsomme død i Paris, og med på presseholdet, da der skal berettes om det voldsomme jordskælv, som skadede de historiske bygninger i Assisi). Kompositorisk er det noget rod, og den spænding, som allerede var bygget op, fortoner sig.

Jens Høvsgaard har som journalist beskæftiget sig med kvindehandel og prostitution. Han er tydeligvis på hjemmebane, når romanen bruger det råstof – og han formår at vise, hvor frastødende kriminalitet, der er tale om. Det er også en spændende (og foruroligende) tanke at opstille en sammenhæng til den ”aktive udenrigspolitik”, som regering og folketing er så stolte af. Det lykkes derimod ikke at gøre det til en roman, som fanger læseren for alvor. Spændingen er der, men lemlæstes som sagt af sidehistorien. Miljøskildringen og persontegningen er pauver, og de indlagte overvejelser om presseetik lader læseren kold.