Lally Hoffmann: Damaskus-affæren. Lindhardt & Ringhof 2008. 255 sider, 249 kr.  

TV-journalisten Hanna Blok erfarer chokeret, at hendes kæreste – en marokkansk diplomat – er taget som gidsel af en islamisk gruppe. Hovedkulds kaster hun sig ind i første fly til Paris, hvor hun mener at kunne hente bistand fra venner med gode forbindelser. Turen går videre til Damaskus, nu sammen med en saudiarabisk dobbeltagent, der lover, at han kan bistå hende, men mest virker og optræder som en truende fjende. Det ser værre og værre ud, men tilfældigvis møder hun i enhver kritisk situation en gammel bekendt, der redebont kan og vil bistå hende, ligesom hun tilfældigvis bliver vidne til saudierens opgør med en ledende politimand fra den danske efterretningstjeneste og dermed får vigtig viden om, hvad sagen egentlig går ud på.

En af de hjælpende ånder – der tilfældigvis bor på samme hotel som Hanna og gidseltagerne, og som bliver til nytte, fordi hun tilfældigvis har et komplet bjergbestigningsudstyr i bagagen – siger det meget præcist: Hanna, du kender da også altid de bedste mennesker fra de fjerneste steder.

Der er ikke meget historie i romanen, heller ikke spænding, selv om den usympatiske saudier på et tidspunkt får manipuleret flere landes efterretningstjenester og medieverdenen i almindelighed til at tro, at Hanna og kæresten i virkeligheden er farlige terrorister. Man ryster på hovedet, og man irriteres af karavanen af postulater og klicheer (syltet ind i naiv sniksnak om bare at vise respekt og tillid og komme hinanden ved, så klarer vi nok terrorproblemerne og en masse andre problemer).

Tidsspilde.