KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Annika von Holdt: Hjemsøgt. Vinten 2001. 400 s.

En serialkiller har rituelt myrdet en række mænd. Da det lidt sent går op for myndighederne, at der er tale netop om en serie drab, overtager FBI sagen, naturligvis til irritation og vrede hos den opdager i New Yorks politistyrke, der arbejder med det seneste mord.

FBIs ekspert fra Los Angeles – Jack Khaine – kaldes til, og det alt for velkendte intrigespil begynder. Det hjælpes godt på vej af Khaines lidet troværdige naivitet, da han kommer tæt på den sindsforvirrede gerningsmand. Læseren er tidligt klar over, at det drejer sig om en kvinde – formentlig et udslag af den incest, hendes far for mange år siden udsatte hende for. Det skal de mænd, som hun træffer, undgælde for. Og det indser Khaine først, da det er alt, alt for sent.

Der er ikke megen opklaring i romanen. Det er flere gange uforståeligt, hvorfor detektiverne vender blikket i en ny retning, som viser sig interessant. Et chok placeres effektivt mod slutningen, hvor der pludselig afdækkes en forbindelse fra ofrene til en af romanens hoved-personer, men konstruktionen er ikke overbevisende.

Alt i alt klicheer, pudset af med den drejning, at The American Psycho her er af hunkøn. Den amerikansk-danske forfatters debut skal roses for ikke at dvæle ved de mange perverse uhyrligheder, og hun kan (med lidt god vilje) også krediteres for lejlighedsvis spænding. Ellers er den lange, lange historie klæg og uinteressant læsning.