Annika von Holdt: Nattetimen. Lademann 2002. 298 s.

Der hviler en forbandelse over det smukke victorianske hus, der ligger ensomt ved en sø. Sådan går i al fald den lokale sladder, men den kender forfatteren Sean Reeve ikke, da han flytter ind med kone og barn. Den forrige ejer druknede sit lille barn, myrdede vistnok sin øvrige familie og begik sluttelig selvmord.

Romanen følger Sean, der langsomt bliver bekendt med disse skrøner, samtidig med, at han slås med hukommelsestab og epilepsi-lignende black outs efter en alvorlig trafikulykke, der nødvendiggjorde neurokirurgisk behandling. Hans læge begynder tidligt at tale om ”falsk erindring” (paramnesi for at snakke medicinsk). Spøgerierne tager til, men hvad er virkelig-hed og hvad er hallucinationer? Eller ondsindet manipulation? Det bliver nødvendigt at løse gåderne, da Seans lille datter forsvinder. Sean mener at finde svaret – og så bliver det for alvor barsk. Men kan man mon lide på den beretning, som ejendomsmægleren finder i det forladte hus?

Det er en hidsig historie, hvor Annika von Holdt ganske fikst lader læseren svæve i usikkerhed om de forskellige mulige tydninger. Det bliver imidlertid snart mere trættende end spændende, fordi uhyggen så at sige smøres med spatel. Den afsluttende forfatterreplik på bogens sidste side er dertil så ækel og bastant, at den næsten får én til at fortrænge de positive elementer, man markerede undervejs.

Måske for den, der ikke kan få nok af sofistikerede spøgelseshistorier. Tidsspilde for os andre.