Gretelise Holm: Møgkællinger. Lindhardt & Ringhof 2010. 302 sider, 300 kr.

Romanen fortæller to historier, der sådan set ikke har noget at gøre med hinanden, men som alligevel elegant fletter sig sammen – og sikrer opgaver til alle Gretelise Holms ”detektiver” fra tidligere romaner, den nu pensionerede journalist Karin Sommer, politiinspektør Halfdan Thor og vicepolitiinspektør Rolf Greve.

Først drejer det sig om drabet på den kun 22-årige Rebecca, der bliver kvalt på sit værelse på højskolen. Det var almindeligt kendt, at hun var den seneste blandt højskolelærer Jonas Kampers mange erobringer, og da stærke indicier peget på ham som morderen anklages og dømmes han. Hans hustru tror imidlertid på hans uskyld og får Karin til at se på sagen, hvad hun modvilligt gør, skønt hun til at begynde med er temmelig overbevist om, at Kamper er dømt med rette. Naturligvis lykkes det hende at komme bagom et par af de afgørende vidneudsagn og indicier. Det er prober, traditionel krimi, hvor der ikke snydes på vægten eller plukkes rene tilfældigheder ned fra den blå himmel.

Den bittersøde ironi titter hyppigt frem, som når Kampers loyale Sara egentlig er meget tilfreds med at se ham bag lås og slå – som en anden hustru til en indsat siger: Hver gang han sidder inde, har jeg et barn mindre at bekymre mig om og rydde op efter. Og Sara erkender tilsvarende, at samlivet med Jonas på nogle områder er blomstret op, efter at han kom i fængsel. For som Karin tænker: Nu har han ikke længere et harem af beundrende højskoleelever.  

Den anden historie fortæller om politiets intense arbejde med en række overfald på mænd, først et par, der reelt er voldtægt, så et par drab. Her er det fra bgyndelsen klart, at det er en kvinde, der er på krigsstien, og at det drejer sig om hævn på hankønnet som sådant for mænds vold mod kvinder. For hver voldtaget kvinde kastrerer vi en mand, hedder den på et visitkort, som er efterladt ved det første offer.

Voldtægt af kvinder er naturligvis ikke hverdagskost, men forbrydelsen er velkendt, samfundet har vænnet sig til, at sligt sker, at gerningsmanden skal straffes, men at det sidste ofte bare er umuligt, når påstand står imod påstand, og der ikke foreligger beviser i øvrigt. Sager med mænd i offerrollen er derimod et hidtil ukendt fænomen – og allerede her får Gretelise Holm sin afgørende pointe ind. Offentligheden er opskræmt, medierne slår historierne stort op, og endog politifolkene mobiliserer en indigneret forargelse, der ligger fjernt fra kortpsets professionelt lidenskabsløse holdning, når det er kvinder, det går ud over. Det er beskrevet så nøgternt, at en mandlig læser (i al fald denne læser) først sent ser sig fanget i samme vanetænkning – og det gør jo kun brodden spidsere. Satiren flyder tykt (når f.eks. mænd i pressen advares mod at færdes på ensomme steder eller at gå med tilfældige kvinder hjem). Det er skamløst nok rigtig fornøjelig læsning, men det begynder unægtelig med et chok.

God og underholdende krimi med kant. Stof til lang eftertanke.

Anbefales.