![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Gretelise Holm: Nedtælling til mord. Aschehoug 2007. 294 sider, 249 kr. |
||||||
|
I romanens første kapitel myrdes integrationsminister Anne Elisabeth Bülow under sin morgenløbetur. Derefter fortælles i en række kapitler om de ting, der skete i de sidste 34 dage af hendes liv, og afslutningsvis berettes om begivenhederne i de følgende 24 dage, indtil politiet har opklaret det spektakulære drab. Det er fremragende og spændende krimi, næsten som man konstruerede dem i genrens guldalder. Gretelise Holm lægger mange muligheder frem: Terroraktion? En afvist asylansøgers hævn? Politisk fnidder omkring den ufejlbarlige statsminister og hans mindre pletfri regering? Jalousidrama? Arv? Der er noget at tage fat på, og det hele vendes adskillige gange. Det samme gælder i de bihandlinger, der er knyttet tæt til hovedsagen. Kyniske danske landmænds etablering af svinefabrikker i østlande, hvor iværksætteren ikke generes af miljøregler og veterinært tilsyn. Handel med mennesker fra de samme lande, både kvinder, der ender som sexslaver, og mænd, der tror lykken venter i det rige vesten, men i stedet ser sig udnyttet på det mest uhyrlige. Og på det hjemlige plan politisk spin, der skal sikre, at ingen kan finde frem til det, der måske er at komme efter. Som dreven plotlægger får Gretelise Holm det hele til at hænge sammen. Og endnu mere imponerende får hun det til at fremstå som noget ganske naturligt, at hendes ”detektiv” – den godt 60-årige journalist Karin Sommer – får en rolle i alle forløbene. Samtidig er Karin hendes talerør, der kan formidle hendes vrede over dansk politik i almindelighed, udlændingepolitikken (og 24-årsreglen) i særdeleshed. Et par gange nærmer det sig overkill. Især med det groft karikerede portræt af statsministeren kommer historien betænkeligt tæt på nøgleroman og pamflet. Det er distraherende for spændingen, at læserens engagement i plottet fortrænges af overvejelser om, hvorvidt Anders Fogh Rasmussen nu også er så afstumpet og så led. Man holdes trods det fast. Chokkene rammer præcist, flere drab støder til, men hvem står for tur? Og hvorfor? Det kalder på læsning i ét stræk. En aktuel, hårdtslående roman om tidens dårligdomme. Og en krimi, der har det hele. Anbefales.
|
||||||