Eske Holm: Smeltepunktet. Forlaget Isager 2005. 321 sider, 248 kr.

Den 56-årige svenske forfatter Ask Silverstamm drager i det tidlige efterår til Samos i det græske øhav, nærmere betegnet til den idylliske lilleby Pythagorion, som er erklæret bevaringsværdig af Unesco. Her plejer han at skrive sine ting, og han har to skitser i mappen: En kulturhistorisk sværvægter om blodhævn og en thriller om Palme-mordet med den originale idé, at det var en jaloux Lisbeth Palme, der afrettede gemalen. Ingen af delene bliver til noget. Silverstamm ser tilfældigt en mand flygte fra et mord – og så er han som ubelejligt vidne i farezonen. Der er ikke noget at opklare. Politichefen véd meget vel, at den dræbte var smugler, og at han på sin båd fragtede narko for tyrkisk og siciliansk mafia. Politichefen modtager selv gode procenter af fortjenesten, men han var nok ikke klar over, at den tyrkiske gangster kun brugte hashen som emballage – inden i lå heroinen. Han vidste heller ikke, at den fede heroin blev fortyndet hos sicilianerne – det er ellers svært, fordi smeltepunktet derved ændres, men det tekniske problem lader sig løse.

Den tynde røde tråd er Silverstamms kamp for at overleve og finde en løsning, der kan redde alle ud af suppedasen. Den handling drukner imidlertid katastrofalt. Silverstamm styres af sin umættelige appetit på kvinder – den operaglade luder, han kender fra tidligere besøg på øen. Den opvakte kriminalassistent, der udpeges som hans livvagt. Og politichefens frustrerede kone. Alt sammen skal være store følelser, men fremtræder for en skeptisk læser som panik før lukketid. Den beretning, som Silverstamm skriver i stedet for de to planlagte projekter, fortaber sig endeløst i politiske traktater (USA som den store fjende, etc.), essays om klassisk græsk teater og antikke græske sagn, småt og stort. Hvad som helst minder ham slående om alt andet. Ustandselige referencer til teater, litteratur og film, der nærmest virker blærerøvede (på kun 10 linier påkaldes således både Søren Kierkegaard, Milan Kundera og Marlon Brando). Ind imellem formuleres banaliteter som om det er dybe indsigter (”Kærlighed kan man ikke købe, kun sælge” eller ”Når terror og blodhævn er på dagsordenen er bødlerne nok forskellige, men ofrene altid de samme” – ærlig talt: Kan man ikke lige så godt sige det omvendte?).

Det er noget nær udmarvende at slide sig igennem den pompøse snak, og belønningen er klein. – Hvor tager det dog lang tid at læse sådan en roman!