KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Kirsten Holst: Sin brors vogter. Forum 2006. 330 sider, 269 kr.

I ”Var det mord?” fra 1999 satte Kirsten Holst sin ny hovedperson Bea Jantz på banen. Hun vendte efter en halv snes år i USA hjem til Ålborg, og hun var på sin vis en slags indvandrer, fremmed for en del af det, hendes fædreland var blevet til i mellemtiden. Hun blev medarbejder ved detektivbureauet Nordjysk Security Center, hvis chef var hendes gamle ven – og for en tid hendes kæreste – Henrik Gerner. Og Bea viste sig snart at have gode talenter for detektivarbejde.

Efter syv års tavshed fortæller Kirsten Holst videre om Bea. Det begynder dramatisk med en brevbombe, som dræber Henrik. Det fatter hverken medarbejderne på bureauet eller den sympatiske kriminalinspektør Beth Winther. Bureauets folk har selvfølgelig gennem deres arbejde generet adskillige mennesker, men næppe udrettet noget, der kan begrunde så voldsom en hævn. Kendte Henrik hemmeligheder, som var farlige for andre? Er der en forbindelse til den bror, som antages omkommet for mange år siden i Mexico? Og var bomben måske i virkeligheden tiltænkt Bea?

Der er mange muligheder, men kun få spor at gå efter. Bureauets arbejde vanskeliggøres, fordi de må undvære den effektive Mogens, der er politimand, men i sin fritid freelance-medarbejder hos dem. Han bliver sat på en makaber sag om to uidentificerede kvinder, der er fundet dræbt i en skov, og den sag kræver hans fulde opmærksomhed. Yderligere forvirres Bea, da Henriks borteblevne bror dukker op, for hvad er forklaringen på hans tilsyneladende forsvinden de mange år, og hvad er hans ærinde nu?

Gåderne begynder så – som det sømmer sig i en krimi – at samle sig til en helhed. Det er naturligvis konstrueret, men det er flikket godt sammen til et plot, der holder også ved nærmere eftertanke. Historien fængsler, og de chok, der hører sig til, indfinder sig på de rette tidspunkter. Læseren er tidligt på sporet, men sidder så med et stort ”hvorfor?” i baghovedet. Det kommer der svar på til slut, hvor spændingen får sit.

Kultiveret klassisk krimi, der ikke bruges som afsæt for forfatterens meninger om dit og dat, men ”kun” til at fortælle en god historie, der holder læseren fast. Og hvor er det dog længe siden, man sidst har kunnet glæde sig over det! En charmerende skrøne, der kan gengive en lidt desillusioneret læser troen på krimiens potentiale: Herligt tidsfordriv, lødig underholdning.

Anbefales.