Henning Jacobsen: En tjans for Tipo. Atuagkat (Nuuk) 2001. 269 sider.

Debora Abelsen – kaldet Tipo – er datter af en grønlandsk mor og en dansk far. Familien rejste da hun var 12 år gammel til Danmark, og Tipo er opvokset her. Hun er eksemplet på en vellykket integration, hun er uddannet politimand, men hun har glemt sit grønlandske sprog (vistnok ikke sandsynligt). Og hun mister sine illusioner, da hun 30 år gammel ”vender hjem” til udstedet Illoqarfik for at overtage et ledigt job på politistationen. Hendes familie såvel som de gamle bekendte vender hende ryggen, og selv hjerteveninden Abelone, som hun har brevvekslet ivrigt med, er blevet hende aldeles fremmed.

Så er det netop Abelone, der få dage efter findes myrdet. Tipo og en grønlandsk assistent skal opklare forbrydelsen og yderligere et mord, der rammer den person, som de først havde mistænkt. Tipo roder sig hurtigt ind i adskillige snuskede og indviklede problemer. Ækel børneporno vælder frem, hashandelen florerer og en pensioneret, lesbisk sygeplejerske forgriber sig på halvstore piger. Det er lidt overvældende, men det skjuler alt sammen næppe relevante spor vedrørende de to mord, som historien skulle have drejet sig om. Opklaringen af dem er nærmest en tilfældighed, og hverken Tipo eller læseren har haft anledning til at se i den rigtige retning.

Som krimi fungerer det ikke. Læseren indvis ikke i plottet. Det er også irriterende, at Jacobsen, hver gang han er i vildrede med sin handling, kun kan finde på at engagere Tipo i et saftigt knald med en ny partner. ”When in doubt, let them fuck”, kunne man sige med en omskrivning af et berømt Chandler-citat.

Det er Jacobsens tredje forsøg i genren. Som i de tidligere romaner er det i sidste ende sammenstødet mellem dansk og grønlandsk, der interesserer. Og som måske også illustrers af, at Jacobsen efter adskillige års arbejde i Grønland har åbenbare problemer med dansk sprog og syntaks og med danske vendinger og udtryk.