KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Henning Jacobsen: Et spinkelt håb. Atuagkat 2002.277 sider, 198 kr.

Henning Jacobsen fortsætter sin beretning om den 30-årige Debora Abelsen, kaldet ”Tipo”. Hendes far var dansker, hendes mor grønlænder. Det meste af sin opvækst har hun boet i Danmark, men efter uddannelsen på politiskolen er hun søgt tilbage til sine rødder, d. v. s. til et job ved den beskedne politistyrke i Illoqarfik. Hun følte sig fremmed i Danmark, men hun har måttet sande, at hun heller ikke hører hjemme i det triste udsted på nordøstkysten af Grønland.

Den uerfarne Tipo kommer for anden gang til at stå lidt alene med et mord, endda mordet på lokalsamfundets matador, trawlerejeren Mikkel Markussen, der også var på vej til at gøre sig lokalpolitisk gældende. Hun får dog bistand fra en kriminalassistent fra det danske rigspoliti, og det er ingen ringe støtte, selvom han naturligvis ikke er til megen hjælp, når det gælder de grønlandske familietraditioner eller det spegede lokalpolitiske køkken. Tipos undersøgelser afdækker i begge forbindelser en del råddenskab, men ikke rigtig noget, der kan bruges som spor i mordsagen.

Der er således et plot i romanen, men opklaringen beror stort set på tilfældighed og intuition, og det er ikke tilfredsstillende. Til gengæld er det grønlandske miljø tegnet med kuldslået præcision, og i al fald Tipos person er overbevisende. Hun rummer i sig den måske uovervindelige kulturkløft, og den er – som i Henning Jacobsens forudgående krimier – det egentlige ærinde.

Romanen kan anbefales den, der vil vide mere om grønlandsk contra dansk. Derimod er der ikke meget at hente for en læser, der søger en dansk pendant til den internationalt populære ”etniske” kriminalroman.