Henning Jacobsen: I dunkel skygge. Atuagkat (Nuuk) 2004. 282 sider, 248 kr.

For tredje gang fortæller Jacobsen en skrøne om politiassistent Debora Abelsen, kaldet Tipo. Tipos mor var grønlandsk, hendes far dansk. Fortællingen begynder i København, hvor hun restituerer sig efter det skud, som i forrige roman var tæt på at koste hende livet. Hoved-handlingen udspiller sig atter i det lille udsted Illoqarfik, hvor hun er stationeret. I centrum står eftersøgningen af en femårig pige, der er forsvundet fra sin alkoholnedbrudte alenemor. Tipo finder den lille dræbt og skændet, og der er så en række mulige gerningsmænd at vælge imellem. I historiens udkant skimtes narko, både et parti, der forventes smuglet fra København til Grønland, og den hash, der er forsvundet fra politiets varetægt efter en tidligere beslaglæggelse. Endelig udfordres Tipo af et mystisk overfald på politistationens (danske) chef umiddelbart før hendes ankomst, og hun plages af efterretningen om sin mors ensomme død som posedame, sunket sammen på en bænk på et torv i København.

Der er således en del at tage fat på. Og Tipo opdager snart, at hun er næsten alene. Den tidligere så loyale (grønlandske) politiassistent har tilsyneladende sin egen dagsorden at følge, venner har hun ingen af. Det er nok hendes hjembygd, men efter de mange år i Danmark er hun en uvelkommen fremmed for de mennesker, hun kendte i sin barndom. Endnu en gang er det uhyrlige kultursammenstød mellem eskimoisk og dansk det centrale, vel beskrevet ved en række episoder, der dog intet nyt føjer til det, som allerede er leveret i de forudgående romaner.

Som krimi lykkes bogen ikke. De ting, der er gemt ved historiens start, ville virkelighedens politi have fundet med det samme. Tipos efterforskning fører ingen steder hen, afsløringen af den lille piges morder beror på et tilfældigt sammentræf. Opklaringen af hash-historien er helt usandsynlig, og det samme gælder forklaringen på overfaldet på Tipos overordnede – det er effekt og postulat, som læseren ikke accepterer.

Jacobsen er en sympatisk forfatter, og tilsyneladende en mere end normalt desillusioneret iagttager af udviklingen i det grønlandske samfund. Hans sociale indignation fortrænger det plot, der skulle have båret den frem. Ærgerligt, for der er mange gode anslag.