Steffen Jacobsen: Passageren. Rosinante 2008. 302 sider, 299 kr.

Det begynder med et mord. Den flamboyante og kreative Jacob Nellemann er en tidlig morgen på ensom jagt, og han har bukken på kornet, da han rammes af en dødbringende pil gennem brystet. Sagen er celeber, for ikke blot var Nellemann en kendt person, han var også gæst hos sin gamle skolekammerat, den indflydelsesrige skibsreder Axel Nobel. Politiet må fare med lempe, der er store penge involveret, og det er let at snuble i netværket af distingverede kostskoleslips.

Læseren véd fra romanens prolog, at drabet har forbindelse til et forlis året før. En ellers veludrustet yacht blev slået til pindebrænde i en storm højt oppe i Barentshavet. Sejlsportmesteren Anne Bjerre omkom, to mænd overlevede med nød og næppe, nemlig Nellemann og Nobel. Sådan er den officielle søforklaring – og den står naturligvis ikke til troende.

Undersøgelserne omkring Nellemanns død varetages af politikommissær Robin Hansen, der uforfærdet tager fat. Han er udstyret med fysik og talenter, som enhver tegneseriehelt ville misunde ham. Han er observant og intelligent, og han er i mesterklassen inden for både sejlsport, bjergbestigning og boksning. Han får brug for det hele! Det er ikke videre troværdigt, især ikke da han – kort efter en større operation, der skal reparere de skrammer, som efterforskningen i første omgang pådrog ham – ene mand sejler op i Polarhavet for at få syn for sagn. Det virker imidlertid ikke helt så vanvittigt, som det lyder, for Steffen Jacobsen magter at fortælle med et tempo og en skarphed, der får læseren til at se stort på urimelighederne.

Robin samler stump for stump de fornødne oplysninger, får afvist snedigt udlagte vildspor, og står så til sidst ubevæbnet over for morderen – der på det tidspunkt allerede har seks liv på samvittigheden. Spændingen, der længe har ligget i det røde felt, geares yderligere op.

Plottet har et par svagheder. Det bliver aldrig klart, hvorfor morderen roder sig ud i det første voldsomme dødsfald, der trækker de andre drab efter sig. Og heller ikke, hvorfor han så længe kan støtte sig til indflydelsesrige venner, selv om hans psykose allerede burde være gennemskuet. Den, der kan leve med de par ridser i lakken, kan imidlertid se frem til en pageturner af usædvanlig intensitet. Glitrende som en film i stort format med ødsel anvendelse af al moderne teknik. Fortalt med vitalitet og desværre også med for hyppig brug af mere eller mindre uforståelige gloser fra sejlsportens og lægevidenskabens verden (nærværende læser havde ikke kunnet undvære ”Medicinske fagudtryk for sygeplejersker og volontører”, vi er jo ikke alle født med at vide, hvad der sker med stakkels Robin, da lægerne laparoskoperer ham). Det er et helt unødvendigt apparatur, for Steffen Jacobsen kan udmærket formulere sig på et præcist og nuanceret dansk. Han har en fin sans for rammende karakteristik – f. eks når en livsstilsbutiks dyre chokoladeæsker beskrives som overdesignede – og han kan i få ord tegne et fuldt billede, som da Nobel fortæller om Nellemanns vanskelige vilkår på Herlufsholm ca. 1970:

Han havde kendskab til ting, vi andre ikke anede eksistensen af, læste smalle bøger, dyrkede amerikanske undergrundstegneserier, så film og hørte musik, der ikke ligefrem var mainstream dengang. Slet ikke på skolen. Han havde en langbølgemodtager i hjernen, der var stillet ind på helt andre stationer. Han var buddhist en overgang, og Herlufsholm var simpelthen ikke stedet at være 15 år og buddhist, Det var en anakronistisk lille Spartastat.

I passager irriterende, men svær at lægge fra sig, når man først er fanget ind. Højt til loftet og langt til horisonten. Farverig uden at forfalde ret meget til det kulørte. Og herlig fart over feltet.

Anbefales.