Flemming Jensen: Bankrøver blues. Lindhardt & Ringhof 2008. 192 sider, 250 kr.

Historien fortælles af en professionel bankrøver. Han har en god uddannelse, men har valgt røverierne som en mere kreativ og interessant levevej. Når han er ”på arbejde” viser han alle fornødne hensyn, han ønsker kun at udføre jobbet professionelt og elegant. Og han ser ingen grund til at skamme sig, jeg kan garantere, at hvis man tæller efter, så koster bankdirektørerne bankerne langt, langt mere, end bankrøverne gør.

Han må alligevel være blevet snuppet, for det er i fængslet han træffer Max, der er dømt for at have myrdet statsministeren. Max og statsministeren var venner fra gymnasietiden, og de kørte et perfekt parløb. Statsministeren havde karisma og folketække, Max var den intelligente spindoktor, der traf beslutningerne. Det er hesten, der stikker mulen først over stregen og vinder derbyet, men det er jockeyen, der sørger for, at dyret løber den rigtige vej rundt. Max fortæller, hvordan det gik til, og det er den beretning, bankrøveren skriver ned i romanens første halvdel. Det er ren farce, slapsticks, men ikke vrøvl. Og det er skrevet med det lune, som har fået næste alle danskere til at holde af Flemming Jensen. Vanvittige ting skildres med sympatisk loyalitet, og når det går katastrofalt galt, er kommentaren blot et lavmælt og det var jo ikke så godt. Herlig læsning.

Midtvejs træder en 25-årig leder for en gruppe pigespejdere ind på gerningsstedet, endnu før Max har nået at rydde op og lægge tingene til rette, så han kan tørre ansvaret for drabet af på en forhadt kollega, der er spindoktor for indenrigsministeren. Tonen bliver en anden, thrillerelementer begynder at titte frem, og Flemming Jensens overvejelser antager en moraliserende tone, der ikke er synderligt overbevisende. Og så ender historien med en elegant drejning – en krimipointe, som er både overraskende og præcis. Dermed reddes romanens anden del, men man kan ikke sige, at de to dele arbejder godt sammen.

Den indvending må stå der. Men med det forbehold tilbyder Flemming Jensen en overordentlig morsom satire over dansk politik i almindelighed, det usympatiske spindoktori i særdeleshed. Og derpå en ganske god krimi med et vel udtænkt plot og en overraskende opklaring.

Romanens konklusion er der ikke noget i vejen med – den går på begge historier: Etik og moral ændrer sig hele tiden, og man må følge med afviklingen”. Ja, der står afviklingen. Og det er nok Jensens pointe.