![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Martin Jensen: Mens møllen maler. Klim 2001. 226 sider. 285 kr. |
||||||
|
I en kvælende hed sommer 1333 (ikke 1332, som bagsideteksten hævder) må foged Eske Litle ride fra Assens til Hindsgavl Slot for at føle en ny tysk overherre på tænderne. De holstenske grever, som styrer de danske lande, har nok en gang omstruktureret indflydelse og interesser. Heldigvis synes den ny panthaver alene interesseret i punktligt at modtage de skatter, som byen skal erlægge. Så længe Eske sikrer betalingen og i øvrigt opretholder ro og orden, har han frie hænder. Bortset lige fra et møllerprivilegium, som tyskeren har udstedt til en landsmand. Det vil ikke være nemt for Aske at overbringe en sådan nyhed til Folmer Møller, der hidtil har haft faktisk monopol på den næring. Hjemme bestyrer sergent Bane fogedembedet. Han er en stærk og rolig mand, lykkelig i sit ægteskab med den fagre Helvig og nu også som far til Boje. Han får brug for sin fatalistiske jordbundethed, både når han skal overkomme den tragiske ulykke, som rammer hans lille familie, og i jobbet, da liget af en fremmed findes i et ubeboet hus, dræbt og med ansigtet knust til ukendelighed. Bane savner Eske, da der skal udledes noget af de få spor på gerningsstedet - og af de brokker, der kan samles op om den fremmede, som havde indlogeret sig i det lokale gæstgiveri. Ved Eskes tilbagekomst danner de to sig hurtigt den mening, at den myrdede må være den nye, tyske møller, og så går efterforskningen i gang blandt håndværkerlavets egensindige mænd. Det hele er enkelt og overbevisende, indtil en uforudset begivenhed slår benene væk under Eskes teorier. Eske får også problemer i sit forhold til Thrund, som i flere år har været hans frille. De gode borgerkoner kan ikke glemme Thrunds fortid som soldaterhore, selv om hun har købt og betalt sit ærlighedsbrev. Det gælder i en afgørende situation også Helvig, som Thrund troede var en ven. Eske har ikke format til ved den lejlighed at vise sine følelser og leve op til de deraf følgende pligter. Det har til gengæld præsten hr. Søren. I det hele taget går Martin Jensen i denne tredje historie om Eske Litle tæt på sine personer. De menneskelige følelser er naturligvis de samme, i nutiden som i 1300-tallet. Kærligheden har sin pris, også den kærlighed, man ikke vil eller kan stå ved. Det er sin nyvundne erfaring om det, Eske får brug for, da en tilfældig replik fra hr. Søren inspirerer ham til en helt ny hypotese om den myrdedes identitet, og dermed også til opklaringen af mordet. Forfatteren har undervejs loyalt givet læseren de fornødne oplysninger, men de er i andre sammenhænge afleveret så selvfølgeligt, at man ikke hæftede sig ved dem. Martin Jensen har på ny begået en fremragende krimi med god opklaring af et speget plot. Middelalderbilledet tegnes igen med overbevisende autenticitet. Selv om barskheden et enkelt sted bliver næsten for pågående, er læseren underholdt på det bedste. Anbefales.
|
||||||