![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Jens Henrik Jensen: Økseskibet. Borgen 2004. 466 sider, 299 kr. |
||||||
|
Romanen bærer undertitlen En Nina Portland-thriller Det varsles således løfterigt, at det er første bind af en kommende serie. Nina er kriminalassistent i Esbjerg, 39 år gammel og alenemor til 10-årige Jonas. Hans far er en engelsk geolog, der sammen med en kammerat var på landlov fra boreplatformen – en heftig forelskelse, som endte brat, da han tog tilbage til jobbet og skrev et kærligt afskedsbrev uden at efterlade en adresse. Nina er intelligent, handlekraftig og ambitiøs. Hun nages stadig af den første sag, som hun for 11 år siden var med til: Det tomme skib, der blev bragt ind til havnen med blodige spor af et voldsomt opgør. De fandt en overlevende i en redningsflåde, og han fortalte sært om mytteri og kamp, der endte med at han i selvforsvar slog de to oprørske matroser ihjel og lempede alle de dræbte over bord. Historien var ikke plausibel, men den kunne ikke modbevises. Det blev ikke opklaret, hvad der egentlig var sket. Nina har aldrig kunnet slippe den gådefulde sag – hun har samlet materiale om den og opstillet fantasifulde hypoteser, men hun har ikke fundet facts eller beviser. Derfor går hun i barsk aktion, da hun under et kursus i Estland ser den overlevende sømand. En hektisk og farefuld jagt, hvis eneste resultat er nogle optegnelser fra sømanden. Dem får hun oversat hjemme i Danmark, og hun rammes så af chokket: Sømanden mente sig i Esbjerg forfulgt af et par englændere, som var kommet til byen. Sagen skifter pludselig karakter, fra gådefuld udfordring til personligt dilemma. Var Jonas’ far en bedrager, en britisk efterretningsagent, der kynisk forførte en naiv kvindelig politimand for at pumpe hende om den danske efterforsk-ning? Fra det punkt går det stærkt. De første hundrede sider har været lidt traditionel skrøne med effektive spændingseffekter. Nu bliver det engageret og for alvor farlig fortælling. Nina ser sig truet fra mange sider: Russiske gangstere, muslimske terrorister og kyniske agenter. Hvem jager hvem, og navnlig hvem styrer Nina ud i minefelterne? Kan hun fortsat undgå at indvie sine foresatte i sin mildest talt uautoriserede efterforskning, også da voldsomhederne rammer adskillige ofre i Esbjerg? Det bliver ægte spænding, der kalder på læsning i ét stræk. Plottet er nok for omfattende til at overbevise, men det mærker man først, når den gustne eftertanke melder sig. Det er et yndet forfattertrick at lade den i begyndelsen neutrale efterforsker blive ramt af et personligt engagement i sagen. Det er sjældent gjort så elegant og troværdigt som her. Tillige bydes på en hel del god efterforskning og på gedigne person- og miljøskildringer. Romanen havde vundet ved en stramning – navnlig af den lange indledning – men med det forbehold tør man med god samvittighed anbefale Jensens opus fem. Ramasjang, men god, i lange passager meget god ramasjang.
|
||||||