Mads Storgaard Jensen: Tænk at Grace Kelly eksisterer. Gyldendal 2003. 220 sider,
248 kr.

- Nej, jamen Grace Kelly eksisterer jo netop ikke mere (selv om en af romanens hovedpersoner under en biltur langs Rivieraen spejder op til hendes vinduer). Og det er måske pointen. Storgaard Jensen fortæller ikke en historie om ”virkeligheden”, han skriver en roman om netop den roman, han skriver. Læseren anråbes med mellemrum af forfatteren med anbefalinger af nu også at læse bogen. Og Storgaard Jensen optræder selv som en af de mistænkte i den tynde mordhistorie, der er en af linierne i bogen (eller rettere: Nok det nærmeste man kommer en rygrad, om end der så mangler masser af hvirvler undervejs). Sådan set er forfatteren jo altid ”morderen” i en krimi.

Optakten er lovende. Den frygtede litteraturkritiker Poul Erik Terkelsen ligger myrdet i sin lejlighed med en papirkniv i ryggen og en af sine seneste perfide anmeldelser stoppet ned i halsen. Der er tre eller fire beboere i samme ejendom, der kan mistænkes (og bliver det på skift): Den grænsepsykotiske antikvarboghandler, der afskyede Terkelsens litteratursyn. Den snart fallerede forlægger, hvis stort anlagte romankonkurrence Terkelsen saboterede. Den unge forfatter M. S. Jensen, hvis roman Terkelsen jordede. Og den små frk. Berg, der oversætter litteratur og som måske har skrevet en roman, der kunne vinde konkurrencen – hvis da ikke Terkelsen selv skrev den, så hun blot stjal manuskriptet efter mordet. Hvis det da er Terkelsen, der er myrdet. Og måske er det i virkeligheden den emsige kriminal-kommissær, der har haft litterære tilbøjeligheder – meget af det, der skulle være virkelighed, kunne være hans roman.

Kommissæren hedder så morsomt Kommissär, ligesom hans medarbejdere har navne, der antyder deres opgaver: Fisker, Bødker, Domptør, Degn, Foged og Skriver. Jamen det er da fornøjeligt? Hele tiden zapper romanen fra litteratur om litteratur til fiktionsprosa. Vi er i bøgernes verden, og de mest dramatiske begivenheder indtræder naturligvis på årets bogmesse. Skælmsk blinker forfatteren til læseren: Er jeg ikke underfundig? Er det ikke interessant og spændende?

Det er det desværre ikke. Selv om der præsenteres hele tre opklaringer af mordet, er krimihistorien på forhånd begrænset til et stativ at hænge åndfulde postulater på. Vi hører en del om kommissær Kommissärs private liv, som er uinteressant småborgerligt. Konen går op i nabosammenkomster og boligindretning, medens han helst fordyber sig i sine dyrebare bøger. Der er ingen reel efterforskning. Ingen linje, ingen afslutning.

Krukkeri og vås. Storgaard Jensen nasser groft på genren, men leverer kun småsmarte epigrammer og absurde konversationer. ”Ville Kierkegaard have syntes om Que Sera Sera?” ”Mit forhold til ænder er blevet noget anstrengt på det sidste”, ”Inden jeg skal sove, tænker jeg altid på Liechtenstein”.

Side 71 forårsager det voksende antal metaforer tre-fire hurtige tics hos kriminalassistent Fisker. Det kunne også være trækninger, der skal hindre ham i at falde i søvn af kedsomhed.