KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Martin Jensen: Trækfugle – en Eske Litle roman. Klim 2002. 217 s. 265 kr.

Scenen er sat i Assens i høsttiden 1332. Byfoged Eske Litle skal opretholde ro og orden i byen – og efter evne beskytte dens velstand og gode næring. Det vanskeliggøres af de ydre forhold. Landet er i hænderne på de holstenske grever, Eskes arbejdsgiver er nu grev Gert (den berygtede ”kullede greve”), der ikke gør Eskes problemer mindre. Greven har tilladt en sigøjnerklan at gæste Fyn, så dem må Eske anvise en passende lejrplads uden for byvolden. Og da den detroniserede kong Christoffer II dør, sender grev Gert et kontingent tropper østpå for – i al fald tilsyneladende - at bistå sin fætter grev Johan, som trues af et svensk inspireret oprør i Skåne. Hæren skal samles ved færgestedet på Fyn, d. v. s. omkring Assens, og Eske skal sørge for, at byens borgere leverer det til soldaternes underhold fornødne, både mad, foder til hestene – og horer til soldaterne.

Der er nok at se til. Og oven i alt det står Eske med et mord, da en sølvsmed blandt sigøjnerne bliver stukket ned ved festlighederne ved Gudrun Saltsyders bryllup med rådmand Strygers søn Svend. Det vil være nærliggende (og bekvemt) at sigte en af sigøjnerne eller (da nok et drab støder til) en af soldaterne, omend de sidstnævnte er undergivet militærets og ikke Eskes jurisdiktion, i al fald så længe de opholder sig i lejren.

Langsomt bliver Eske opmærksom på de spor, der fører til en helt anden opklaring af sagen. Der er som altid et helstøbt, gennemtænkt plot i Martin Jensens krimi, men det fylder denne gang mindre i den samlede historie. I stedet fortælles om Eskes og hans assistent Banes problemer med kærligheden. Banes hustru Helvig er frosset fast i sin depression efter sønnens død (i forrige roman, Mens møllen maler, der udspillede sig en måned tidligere). Og Eskes frille har forladt ham, da han svigtede hende i forbindelse med den katastrofe. Der er meget, der skal repareres mellem disse hovedpersoner i serien, og det er måske lidt mindre interessant at læse om det.

Som historisk roman står Trækfugle sig dog flot. Atmosfæren, livsvilkårene, stanken – alt det er så intens og overbevisende middelalder, som nogen kan ønske sig. Det er i sig selv underholdende, og så gør det måske mindre, at krimidelen denne gang er skrumpet en smule ind.