Jens Henrik Jensen: Ulven i Banja Luka. Borgen 2002. 481 sider. 299 kr.

Jens Henrik Jensen har haft fortjent succes med sine to første romaner om den utilpassede CIA-agent Jan Jordi Kazanski. ”Kællingen fra Krakow” og ”Hofnarren i Murmansk” var vel ikke påfaldende originale historier, men dog gode bud på, hvordan en international thriller kan skrues sammen efter Sovjetunionens sammenbrud. Jensen leverede lydefri ramasjang, og hans overbevisende beskrivelser af steder og miljøer (ikke mindst det sociale klima) gjorde læsningen til lidt mere end blot underholdende tidsfordriv.

Det kniber med de kvaliteter i den tredje (og formentlig afsluttende) skrøne om Kazanskis bedrifter. Scenen er det tidligere Jugoslavien, hvor Kazanski skal finde frem til en højtstående serber, Veselin Dukic, der måske er en gemen krigsforbryder, måske en politisk leder, som kunne blive vigtig ved skabelsen af holdbare strukturer i den plagede region. Dukic er i al fald en mand, der har vidst at udnytte alle muligheder for hurtigt tjente penge, når olie og våben skulle smugles ind trods embargo og forbud. Han er måske også den mytiske skikkelse ”ulven”, hvis der overhovedet er virkelighed bag rygterne. Der er mange, der søger ham:

Ambitiøse medarbejdere hos anklagemyndigheden ved tribunalet i Haag tror, at han er et vidne, hvis udsagn kan blive afgørende i nogle vigtige straffesager, og det er en afdelings-chef herfra, der hyrer Kazanski til opgaven.

Når Kazanski overhovedet siger ja, er hans motiv, at hans elskede Ewa – den smukke datter af ”kællingen” i Krakow – er forsvundet under et forsøg på at finde Dukic (som var en af kællingens venner og forretningsforbindelser). Kazanski vil redde Ewa. Han søger orlov fra CIA for at påtage sig hvervet for Haag-folkene. De udstyrer ham med en lokalkendt makker (der viser sig at have sine grunde til at søge Dukic). Lokalt har tribunalet forbindelse med en kroatisk forretningskvinde, som kan identificere Dukic – og som naturligvis har andre motiver end blot det rundhåndede salær, som tribunalet lover hende for at bistå Kazanski.

Endelig har folkene i CIA’s ledelse et helt femte sæt grunde til at ville have fingre i Dukic – helst således, at anklagemyndighedens aktion afskæres. Det véd Kazanski længe ikke noget om, men det bliver en brik, han kan anvende, da det endelige opgør nærmer sig, og Dukic sent, men overvældende gør sin entre på scenen.

Plottet er godt nok, og skildringen af Bosnien, Albanien, Kosowo og Montenegro er overbevisende – og totalt deprimerende. Humlen er blot, at læseren taber interessen, medens Kazanski og hans makker fistrer fra den ene ruinby til den anden. Der er ikke megen mening med det, og historien står i stampe. Der er lidt action – men i alt otte drab er beskedent for en roman af Jensen. Tre af de døde har endda intet med intrigen at skaffe, de er blot statister, der have et privat, gammelt regnskab at gøre op med Kazanskis makker.

Det er ikke spiseligt, når Kazanski forfalder til banale klicheer som ”Jeg har været i branchen så længe, at jeg ved, at idealer står i lav kurs. Moral er noget, du kan have i din fritid”. Kazanski er ikke et egnet medium til ræsonnementer om etiske spørgsmål – som de gentagne overvejelser om, hvor ”skylden” skal placeres. Det var en borgerkrig, hvor begge (eller alle tre) parter stod bag uhyrlige overgreb. Gør en massakre på 1.000 bosniske muslimer serberne ”skyldige”, medens muslimerne, der ”kun” myrdede 900 serbere, kan gå fri?

Man savner den åndløse spænding og den farvemættede voldsomhed, der bar de to forudgående thrillers op i afdelingen for saftig, god underholdning. Denne tredje fortælling kan alene anbefales til læsere, der har et stærkt behov for at vide, hvad der videre hændte helten Kazanski