Frank Jørgensen: Bomben fra al-Quds. Mellemgaard 2002. 381 sider.

En ung pige stikkes en sen aften ned på en benzinstation i udkanten af Århus. Drabet er hurtigt opklaret. Videofilmen afslører, at gerningsmanden er en ung anden-generations-indvandrer, der er velkendt af politiet. Muhammed skulle vise sig over for et par kammerater. Et rabiat medlem af fædregruppen i Gjellerupparken kommer imidlertid politiet i forkøbet. Muhammed er allerede sendt til Libanon, til en koranskole, hvor han uddannes til terrorist. Han skal så under falsk navn tilbage til Danmark med en bombe. Terrorhandlingen skal skabe ny opmærksomhed om palæstinensernes sag hos de selvtilfredse danskere, der tror de kan tillade sig at være ligeglade med de fordrevnes lidelser.

Sideløbende fortælles om den myrdede piges far, en desillusioneret, midaldrende politimand, der kun havde datteren tilbage som noget positivt i sin tilværelse. Han vil på egen hånd hævne drabet, og det er naturligvis uacceptabelt i korpset. Den støtte, han tror at finde hos sin nærmeste ven og kollega, har måske et helt andet formål.

De israelske agenter i Danmark (og den nedskæringsplagede danske efterretningstjeneste) ser gerne en palæstinensisk aktion i Danmark, så danskerne omsider kan forstå, hvad det er, både israelerne og vi er oppe imod. Og de indvandrerfjendske danske grupper slår uhæmmet plat på den unge piges død, ledet af den anløbne pastor Thomsen fra foreningen ”Grænsen er nået”.

Der er således mange aktuelle elementer i Frank Jørgensens roman. De forskellige historier kommer imidlertid ikke rigtig på talefod, og da de til sidst løber sammen (og bomben tikker for alvor), er situationen aldeles usandsynlig. Spændingen er undervejs blevet kvalt i endeløse redegørelser for den israelsk-palæstinensiske konflikt, hvis baggrund og udvikling repeteres i dialoger, der er som hentet fra en populær historiebog. Forfatteren tager ikke parti, men er formodentlig enig, når det gøres gældende, at Europa og USA burde have afvist, at de to parter tørrede deres problemer af på alle andre. Palæstinenserne og israelerne er gode nok, men deres ledere er kyniske levebrødspolitikere, der baserer magten på permanent krig. De aftaler, der indgås, duer ikke. ”De bærer lederes underskrift og befolk-ningers foragt”.

Al-Quds betyder ”fredens by”. Det er et arabisk navn for Jerusalem, men bomben stammer ikke derfra. Skulle det være, er den snarere en bombe for byen, som det siges et sted. Titlens manglende præcision er desværre symptomatisk for bogen. Hensigten er god, men pointerne er tvetydige.

Det er en ikke usympatisk bog, som det tager lang, lang tid at læse.