KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Birgitte Jørkov: Når Himlen falder ned. Hovedland 2003. 264 sider, 198 kr.

I det herrens år 1452 er der krise i Helsingør. Svenske stormænd har samlet sig i væbnet oprør mod Kalmar-unionen, og Skåne er på det nærmeste hærget. Helsingborg og Landskrona er brændt ned, og driftige Helsingør har dermed mistet både en række leverandører og et stort opland. Den vigtige handel stagnerer. For købmand Elne Jeps er krisen dobbelt, fordi hendes købmandsgård er brændt. Hun har mistet varelager og alle ejendele – og hun er endda mistænkt for selv at have forvoldt branden. Købmandsgildet øjner en mulighed for at udstøde den gesjæftige enke, der ikke passer i det mandsdominerede samfund.

Skt. Hans nat støder nye ulykker til. Den rige Peder Klingenbergs unge hustru er voldtaget og dræbt, og mistanken retter sig imod Elnes søn Morten. Hun har således nok at slås med i Birgitte Jørkovs middelalderkrimi nr. to. Elne prøver at efterforske branden og mordet, og hun får samlet adskillige nyttige oplysninger uden dog at nå en opklaring. Sandheden kommer først for en dag, da den (de) skyldige bryder sammen og tilstår.

Det er ikke tilfredsstillende for den krimihungrende. Til gengæld er middelaldermiljøet skildret med indsigt og charme – man er underholdt på det bedste, hvis man i første række søger en historisk roman. Ikke mindst er det interessant at følge kvindernes indbyrdes netværk, der gør det muligt at holde de selvbevidste mænd stangen.

Peder Laale hævdede, at Når himlen falder ned går mange lergryder i stykker. Det har givet bogens titel. Og lergryderne går godt nok til. Det er bestemt ikke tidsspilde at læse romanen – blot skal man ikke forvente barske krimivitaminer.