Asger Johansen: Anders. Mellemgaard 2005. 276 sider, 198 kr.

Omslaget kategoriserer bogen som ”spændingsroman” – og det er lidet træffende, da en stor del af historien lunter endog meget langsomt hen over siderne. Biblioteket betegner den som ”science fiction”. Etiketten kunne også være ”fremtids-gyser” (Huxley eller Orwell i fortyndet aftapning) eller ”religionsfilosofi” (cocktail af new age og udvandet kristendom).

Handlingen udspiller sig i en fjern fremtid. Stedet er byen ”O”, en metropol omgivet af ringmur – og måske er der intet uden for muren. O-nitterne styres af en effektiv fyrste, alt er rationelt, grundreglen er givet med ”axiomerne”: Angsten er altings bevæger. Angsten er alle forestillingers ophav. Således er alle forestillinger tomme. Således er også angsten tom, og derfor skal den kvæles. Der har for ikke så længe siden været en anden tid, hvor ikke hjernen men hjertet var i centrum, hvor man kunne drømme, og hvor der fandtes tro, håb og kærlighed. Men det er forbi, den gamle by og dens tempel er udslettet. Den, der ikke er med på axiomerne, bliver simpelthen likvideret.

Anders er en ung student, der uvarslet møder sit kald. Han har aldrig kendt sin far, men får nu at vide, at faderen var den sidste stormester i hjertets tempel – myrdet, da den store omvæltning blev gennemført. Faderens budskab er enkelt: Kærligheden overvinder alt. Anders må rejse et oprør, og med det formål søger han ud i byens yderdistrikter, hvor kriminelle bander og drop outs bliver hans første disciple. Hans magtfulde prædikener samler skarerne, og så --- . Eller måske er det hele blot endnu en magtfuld manipulation fra fyrstens side. Der kommer naturligvis et opgør, men her løsgør handlingen sig fra de sidste rester af sammenhæng.

Asger Johansen skriver et sært mættet sprog. I visse afsnit bliver metaforer og adjektiver så overvældende, at sætningerne så at sige drukner. Ellers er det en usikker balance mellem det flotte og det svulstige. Et diasshow sat på turbo som det hedder et sted. Let at læse er det i al fald ikke. Tilsvarende gælder de filosofiske overvejelser – både fyrstens paroler og Anders’ prædikener. Mange ord, beskeden substans.

På den måde fortoner tilløbene til spænding sig. Tilbage er forvirring.