Pia Juul: Mordet på Halland. Tiderne Skifter 2009. 192 sider, 249 kr.

Pia Juul har høstet anerkendelse for sin roman ”Mordet på Halland”. Den begynder, da den knap 60-årige Halland Roe bliver dræbt af et langskud fra et jagtgevær. Han levede sammen med forfatteren Bess, og det er hende, der fortæller historien, som handler mere om hende selv end om mordet, måske om et sjæleligt sammenbrud, der får hende til at foretage sig mærkelige ting. Hvem og hvad Halland var, oplyses der ikke meget om. Til gengæld dukker lidt mystik op: Et sæt ukendte nøgler i Hallands lomme. Sære økonomiske transaktioner, som Halland foretog i dagene før sin død (hvor han også havde meldt adresseforandring til postvæsenet). Den længe uidentificerede ”gæst”, der har slået sig ned i nabohuset, hvis ejer, lægen Brandt, forsvinder sporløst. Nogle gåder finder en forklaring, andre henstår uløste. Politiets arbejde udføres uden for scenen. Til sidst kommer abrupt et bud på, hvem der slog Halland ihjel. Et postulat uden sammenhæng med romanen i øvrigt.

I litteraturtidsskriftet Standart blev romanen anbefalet med et håb om, at ”en virkelig krimielsker” ville se det som en gave at ”få sin dømmekraft udfordret” når krimiskabelonen med en løsning på romanens sidste sider modarbejdes. Undertegnede kan ikke leve op til det håb, men må så retfærdigvis hæfte mig ved, at bogen ikke påberåber sig at være en ”spændingsroman”, selv om titlen signalerer krimi og forfatteren jonglerer med rundhåndet brug af rekvisitter fra krimiarsenalet. Som krimi er det en kikset sag, hvor man dog glæder sig over et smidigt, glidende sprog, kvikke dialoger og lidt velgørende selvironi (f. eks. da Brandt i et skænderi mener, at Bess ”skulle skrive nogle bøger, der handlede om noget”).

Pia Juuls ambivalente forhold til genren gør imidlertid bogen interessant, ikke mindst når man bagefter studerer dagbladsanmeldernes reaktion.  Bess ser nu og da krimi på tv: Overskueligheden gjorde godt. Et mord, ikke for bestialsk, derefter: detektiv, måske et par af detektivens personlige problemer, men ellers: offerdetaljer, gåder, uregelmæssigheder, opgaver, spor, vildspor, opklaring, løsning. Aldrig som i ens eget liv. Så snart løsningen nærmede sig og det dæmrede, tabte jeg interessen. Det var det indviklede, der lokkede, afklaringen lod mig kold.

Disse indvendinger mod genren holder ikke. Det er sandt nok, at mange krimier er realistiske historier, men der kan også være sære og uvirkelige ting på spil. I krimien ender det med en opklaring. Det gør det også ofte (omend ikke nødvendigvis) i det virkelige liv. Den gode krimis humane budskab er, at genstridige mysterier kan løses ”ikke ved overnaturlige kræfter eller rent held, men ved hjælp af menneskelig intelligens, menneskelig ihærdighed og menneskeligt mod”, som en stor krimiforfatter har sagt det. Selv ved den i første omgang helt uoverskuelige forbrydelse er der fysiske eller biologiske spor. Mystikken ændrer ikke ved fingeraftryk, dna-profiler eller videooptagelser. 

Pia Juul er en beundret forfatter, medlem af Det Danske Akademi m.v. De fleste kritikere nærmede sig romanen med noget nær benovelse. I Politiken oplevede Lasse Horne Kjældgaard ”en pragtfuld opvisning af, hvad litteraturen kan give os, når vi glemmer vores stærke afhængighed af at finde ud af sammenhængen i et forløb”, Lilian Munk Rösing belærte Informations læsere om, at ”Med til den Juul’ske stemme hører en koket ironi, som trækker tilbage hvad den fremsætter, hvilket betyder, at en wannabe-krimi af Pia Juul naturligvis samtidig er en don’t wannabe-krimi”, og Jens Andersen godtede sig i Berlingske Tidende over, at Pia Juul ”tager den dorske danske krimigenre ved vingebenet og viser, hvad en rigtig forfatter kan få ud af et kriminalistisk plot, og hvor dybt i sindet og sproget det kan stikke”. Uforbeholden ros, et par steder formet i den kryptiske retorik, der er værdsat blandt finlitteraturens orakler. I de landsdækkende aviser var det vist kun Weekendsvisens Leonora Christina Skov, der var utilpas ved dobbeltspillet, hvor romanen ”ender som ækvivalenten til et meget langtrukkent, afbrudt samleje, bortset fra at man er ret ligeglad med den store finale, da den endelig udebliver”.

Tjah. Måske er ”Mordet på Halland” og reaktionerne et egnet udgangspunkt, hvis man vil forstå det lidt anstrengte forhold mellem krimilæserne og de folk, der foretrækker den mere prestigegivende litteratur.

Trykt i Litteraturtidsskriftet Standart nr. 3, 2009.