KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Lene Kaaberbøl og Agnete Friis: Drengen i kufferten. People’s Press 2008. 319 sider, 299 kr.

Nina Bolt er sygeplejerske. Hun arbejder for Røde Kors, for tiden i et dansk asylcenter, men hun har tidligere været udsendt til hjælpeaktioner i områder, hærget af oprør og krig. Hun er en beslutsom og temmelig stædig kvinde, sammenbidt engageret i at gøre sit til at frelse verden – om det så skal ske på bekostning af mand og børn.

En veninde beder hende hente en kuffert i garderoben på Hovedbanegården. Det gør hun, og så kommer chokket. Der ligger en tre-årig dreng i kufferten, tydeligt bedøvet. Hvem er han? Dansk forstår han i al fald ikke. Hvad har veninden gang i? Hvad skal Nina gøre? Hendes erfaringer har berøvet hende enhver tillid til myndighederne. Hun har set, hvordan gennemtævede kvinder blot kan afhentes i asylcenteret af deres voldelige partner. Børn ligeså. Så hun forsøger på egen hånd at opklare, hvad det drejer sig om – og det gør hun kløgtigt. Og hurtigt også skræmt, da veninden brutalt er myrdet, før Nina kan få en forklaring.

Læseren véd fra begyndelsen lidt mere. Både om en uhyggelig gangstertype, der er på morderisk jagt efter Nina, og om en fortvivlet mor i Vilnius, der stærkt forslået vågner på et hospital og straks savner sin treårige dreng. Sigita har intet netværk at trække på, og hun har ingen status, så politiet er i begyndelsen ikke indstillet på at tage hende alvorligt. Hun må selv finde ud af, hvorfor drengen blev kidnappet, og hvor han kan være. Og hun er – ligesom Nina – en stærk kvinde. Også hun begynder at ane et mønster.

Der er dermed to amatørdetektiver på banen, men det fungerer fortræffeligt. Plottet er mesterligt udtænkt, der er ingen løse ender. Fint forbindes de chok, der i hver deres verden rammer Nina og Sigita, med en stadig mere overbevisende tegning af de mange personer, som er involveret. Flere, der først fremstår som rene monstre, har alligevel et menneskeligt ansigt, bevæggrunde der er til at forstå. Samtidig stiger spændingen til et uhyggeligt klimaks, da trådene omsider løber sammen.

Forfatterparret har tidligere haft succes med børne- og ungdomsromaner, og man mærker, at de er trænede i at skrive godt og kommunikere lydefrit. Til gengæld er handlingen i denne thriller bestemt ikke for børn og bange sjæle.

Simpelthen glimrende.

Anbefales.