![]()
![]()
|
||||||
|
|
|
|
|
|
||
| Startside |
Danske spændingsromaner |
Oversatte spændingsromaner |
Artikler m.v. | Oversigter m.v. | ||
|
|
||||||
|
Lene Kaaberbøl & Agnete Friis: Et stille umærkeligt drab. People’s Press 2010. 415 sider, 299 kr. |
||||||
|
Det begynder, da nogle knægte finder en mystisk beholder i ruinerne af et tidligere militærhospital i Ungarn. Det blev i sin tid bygget af de sovjetiske besættelsestropper, og de har ved afrejsen nøjedes med at forsegle nedgangen til en kælder med forskellige efterladenskaber, de har ikke ryddet op. Nu er noget faldet sammen, så knægtene har fri adgang. Drengene er romaer, en marginaliseret etnisk minoritet, der med alle midler holdes nede – som da Sandro leverer en pragtpræstation ved juridisk embedseksamen, men kynisk dumpes af professoren: En advokatbestalling er et våben. Jura er et våben. Hvad får dig til at tro, at Ungarn vil bevæbne sådan en som dig? Sandros lillebror Tamás er en af de to, der finder beholderen. Han kan se, at den indeholder radioaktivt materiale, men han fatter ikke, hvor farligt det er. Via internettet finder han en køber i Danmark, og så er det bare af sted for at score gevinsten. Så let går det imidlertid ikke. Tamás ender i et nedslidt værksted i København, hvor nogle subsistensløse romaer skjuler sig for politiet. Her ligger han stadig mere syg og forkommen, og her dør han, fordi han i lang tid har været for tæt på beholderen. Kammeraterne når at tilkalde sygeplejersken Nina Borg – Kaaberbøl-Friis’ hovedperson fra debutromanen ”Drengen i kufferten” – men det er for sent, da hun får gennemtrumfet, at han bliver indlagt. Og da hun allerede selv er smittet, nytter det ikke meget, at hun standhaftigt prioriterer hensynet til de truede romaer forrest, hun har ikke kræfter til at hjælpe. Tamás nåede at sende en mail til Sandro, og den bringer hastigt Sandro til Danmark, ligesom den hjælper ham til at finde den mulige køber. Beholderen er der imidlertid også andre, der er på jagt efter – det radioaktive stof vil være ideelt til beskidt bombe. Der er nok til en terroraktion med mange ofre. Det ungarske politi har afhørt Tamás’ kammerat, før også han dør af strålesygen. Via politisamarbejdet er også de danske myndigheder dermed på banen. Det bliver en intens jagt, hvor Nina hele tiden er i skudlinjen – og under afpresning af den mest brutale art. Hun viger ikke, og da også hendes børn trues, bliver det for meget for hendes mand, som ikke kan acceptere, at de drages ind i den permanente krigszone, du insisterer på at leve i. Nina kommer til at kæmpe på egen hånd. Det tager lidt lang tid for Kaaberbøl-Friis at stille brikkerne op. Der igangsættes adskillige forløb, som til sidst skal finde sammen, men da tingene først er på plads, bliver det en intens historie, hvor spændingen nærmer sig det ulidelige. Opklaringen er nok for udspekuleret (og beskeden) til at være helt tilfredsstillende, men indtil da læser man uden at tåle afbrydelser eller andet, der kunne distrahere. Det er flot gjort. Anbefales.
|
||||||