Marianne Kainsdatter: Engleskyts. Gyldendal 2002. 282 sider, 250 kr.

Giften, der ikke kan spores, er en tilbagevendende rekvisit i romaner fra spændingslitteraturens barndom. I Marianne Kainsdatters tredje thriller dukker mirakelmidlet op som en tilfældig opdagelse under et af universitetsbiologen Karstens forsøg. En katalysator, der overstimulerer legemets produktion af et enzym, som er dræbende i større doser. Begge dele flygtige kemiske forbindelser, og selv en hurtig obduktion vil kun afsløre stof, der helt naturligt forekommer i enhver biologisk organisme.

Karsten er skrækslagen ved sin opdagelse. Selv en amatør kan producere stoffet, og siver dets virkning ud til en større offentlighed, kan enhver trygt skille sig af med uvenner og fjender. Han vælger at dele sin viden med den lokale præst, Laura, så hun kan holde øje med, at han ikke selv falder for fristelsen til at eliminere f. eks. den kollega, som hans tidligere hustru har giftet sig med.

Laura har hidtil været en lidt anonym præst uden større tilslutning i det lille landsogn tæt ved Århus. Nu har hun pludselig magt, det gode og det onde er ikke blot abstrakte begreber i lærebogen om etik. Hendes prædikener begynder at koncentrere sig om de perspektiver, der åbner sig, hvis nedrige mennesker ikke længere trygt kan vende det døve øre til omverdenens forsøg på at overtale dem til en bedre livsførelse. Temaet slår igennem, hendes gudstjenester bliver tilløbsstykker – og i takt med alt det begynder hendes personlighed at ændre sig, hendes ego at vokse.

Der sker dystre ting i sognet, for der er adskillige tilfælde, hvor det gode kalder på en hjælpende hånd. Den 104-årige Signete, som jammerligt holdes i live af et barnebarn, der lever af hendes pension. Begger, der jævnligt tæver konen halvt fordærvet. Den uappetitlige cykelsmed, som har forgrebet sig på adskillige kvinder. En række uventede, men tilsyne-ladende naturlige dødsfald indtræder – nogen rydder op. Men er det Laura eller Karsten eller måske en helt tredje, der knytter de løse ender, som det hedder et sted? Og er motiverne monstro ved at glide, fra medlidenhed og straf til simpel hævn?

Skabelonen er således kriminalromanen, men ærindet er at skrive en filosofisk skrøne om store, eksistentielle problemer. Og om den risiko, som en næsten ubegrænset magt medfører for i magthaveren selv. En sådan ambition var vel, hvad man måtte forvente af den estimerede Svend Aage Madsen, der jo for længst er genkendt som den forfatter, der lejlighedsvis skjuler sig under pseudonymet Kainsdatter. Det gode (om end lidt fortænkte) plot er imidlertid i fare for at kvæles i de lange spekulative passager, og det er ikke lykkedes at gøre Laura til den betydelige skikkelse, hun burde være. Romanen har ambitioner, men den lever ikke op til dem, i al fald ikke som kriminalroman.

Undervejs er det flere gange morsomt. Laura træffer hen mod historiens slutning en politimand, der måske skal afsløre hende. Han viser sig at være storforbruger af klassiske krimier. Det har bragt ham til den originale konklusion, at det altid er detektiven, der er den virkelige morder. I fortælling efter fortælling dukker han op mellem uskyldige mennesker – og straks indtræffer et eller flere mord. Det er således detektiven, der bærer døden med sig, og måske er hans afsluttende afsløring af ”den skyldige” i virkeligheden et blændværk. Måske er han ikke blot den, der udløser forbrydelsen, men i virkeligheden en sindssyg drabsmand, der endog magter at manipulere en vilkårlig mistænkt ind i rollen som den morder, der skal bære skylden for detektivens egen ugerning.