Lars Kjædegaard: Det store sus. Forum 2002. 224 s. 249 kr.

”Thriller” står der på omslag og titelblad, og det er simpelthen falsk varebetegnelse, for der er hverken gys eller spænding i den ellers så intense Kjædegaards nye roman. Det store sus er nok heller ikke det, læseren oplever. I stedet bydes på adskillige tilløb til historier, der aldrig får lov til at folde sig ud. En stilfærdig kærlighed spirer mellem den melankolske, midaldrende enkemand og den lidt undertrykte sekretær hos en arrogant, succesrig kunstner. Kunstneren selv er ved at få vinger på, sådan rent bogstaveligt i form af nogle insektlignende gevækster, der vokser ud af hans skulderblade. Han er en arrogant skiderik, men reddes i romanens løb til noget mere menneskeligt. Det begynder som fantasy og ender i lavkomik. Der er også lidt mediesatire, når kunstneres chauffør som en anden paparazzi tilbyder et skandaleblad dokumentation for kunstnerens ”sygdom” – og det udvikler sig så til dobbeltmord og hæsblæsende politijagt.

Kjædegaard skriver som altid med præcision og lysende klarhed. Men et plot skal der ligegodt til – og læseren har ret til at forvente, at forfatteren beslutter, hvad han vil fortælle, før manuskriptet leveres til tryk.

Kort og godt: Det tyndeste tynde. Forholder sig til Kjædegaards tidligere, ”rigtige” thrillers som en lunken hvidtøl fra Wibroe til en velkølet Classic fra Tuborg.