Lars Kjædegaard: Nekrolog. Forum 2001. 298 s. 248 kr.

Kjædegaard har slået sit navn fast med en række kølige thrillers, hvor han med overrumplende indsigt afdækker spændingerne inden for en snæver kreds af personer, ofte unge mennesker fra Helsingør og nærmeste omegn. Der er langt fra disse intime, foruroligende romaner, til årets løsslupne fortælling om journalisten Allan, der skriver navnestoffet i et seriøst dagblad og altid er leveringsdygtig i et værdigt, uskadeligt portræt, når en kendt person passerer et rundt hjørne eller forlader dette liv.

Allan har sin egen metode. Hans første udkast er “den sande historie”. En nærgående, insinuativ og latterliggørende opregning af alt det om personen, der ikke skal med i nekrologen, eller som i al fald først skal omformes til noget passende og acceptabelt. Og så går det naturligvis galt - den første version mailes fejlagtigt til trykkeriet. Den vækker forståelig opsigt - Allan venter fyresedlen. Men den managementbevidste redaktør klipper ikke Allans nummerplader. Tværtom - Allan har fundet et nyt koncept, en rigtig sællert. Han har løftet Ekstrabladets efterhånden noget plebsede lad-os-hade-hele-lortet over i det for alvor kulturelle rum. Det videre forløb er Allans stigende lede ved jobbet. Skandaleartiklerne var kun sjove, så længe de var hemmelige. Fornøjelsen er borte, når de offentliggøres.

Allan er en sårbar mand. Han mistede for to år siden Gitte - kæresten forsvandt fra en badestrand, og liget er aldrig fundet. Kort efter overlevede han med nød og næppe en påsat brand i sit hus i Bagsværd. Nu plages han af lejlighedsvise e-mails til Gitte, ofte med et indhold der tyder på, at hun fortsat er i live. Til sidst må han finde ud af, hvad der virkelig foregår.

Det sidste er blot anslaget til en thriller, og man må tilslutte sig en nogenlunde enig kritiks påtale af, at Kjædegaard stedmoderligt lader sit plot fuse ud i en usandsynlig slutning. Til gengæld var det ikke rimeligt, at kritikken stort set nøjedes med at referere ideen bag Allans nye “koncept” for navnestoffet. Der findes i romanens første halvdel en række eksempler, som er endog meget vittige og rammende.

Nekrolog er værd at læse for sin ondskabsfulde humor (og for Kjædegaards som altid fint polerede, præcise prosa). Man skal ikke forvente kuldslåede gys eller feberagtig spænding. Tværtom skal man på forhånd indrømme Kjædegaard muligheden for at skrive “noget helt andet”.