Jørgen Klinggaard: Kampen om narkoen. Prudentia 2002. 335 sider, 148 kr.

Den unge freelance journalist Martin Vængemose arbejder i hemmelighed tæt sammen med kriminalinspektør Peter Sørensen. Da han får et anonymt tip, tager han dog alene til et møde i et ensomt kvarter, hvor han bankes halvt fordærvet af narkoligaens tæskehold. På hospitalet møder han den djærve sygeplejerske Anne, som han forelsker sig i og gifter sig med. De realiserer hendes drøm om et hus på landet, hvor han fortsætter samarbejdet med Sørensen. Det drejer sig mere og mere om efterforskning af muslimske indvandrermiljøer, hvor funda-mentalisternes undergravende virksomhed finansieres af beskyttelsespenge og narko.

Undertitlen på romanen er URO-betjentes nådesløse kamp mod afrikanske narkobander i København. Det er vildledende. Bortset fra Sørensen optræder politifolk kun som statister, skurkene er for flertallets vedkommende af mellemøstlig herkomst, kun enkelte er indvandrere fra Somalia, og narkokriminaliteten er kun kortvarigt i fokus. De mange bogsider går i stedet med samtaler, der aldrig bliver diskussioner, fordi alle væsentlige personer i romanen er enige: Det er den massive indvandring, der er ved at ødelægge Danmark. Der findes en række ordentlige (arbejdsomme og stilfærdige) fremmede, men billedet domineres af forbrydere (med planer om en muslimsk magtovertagelse) og plattenslagere, der malker millionerne ud af de godtroende danskere. Det er alt sammen socialdemokraternes skyld, et gigantisk politisk svigt, der underminerer nationen, plager befolkningen med uhyrlige skatter og ikke sørger for en kompetent sygehusvæsen og ordentlig pleje til de ældre. I stedet generes befolkningen i almindelighed og landbruget i særdeleshed med miljøkrav og regelmageri.

Modstykket er den Morten Korch’ske idyl, som Anne og Martin flytter til. Og den stigende folkelige protest, der er ved at være organiseret. Det sidste ender i et storstilet folketog til Christiansborg (efter modellen fra 1848), hvor de gode danske stiller regeringen over for et ultimatum.

Man læser med stigende forbløffelse. Her er virkelig en discountudgave af Dansk Folkepartis mest sindssvage tvangstanker, ført frem med den selvretfærdige indignation, der ellers er forbeholdt svagt funderede, pænt overrislede værtshusdebattører.

Så rablende, at det er lige ved at være morsomt.