Anna Kløvedal: Bangebuks. Tiderne Skifter 2006. 220 sider, 279 kr.

Romanen er spundet sammen af tre historier. Den første handler om Lone og Karsten, hvis ægteskab efter 18 år går i stykker. Han har været hende utro, og da hun opdager, at han selv under deres forsoningstur til Thailand fortsat er i kontakt med elskerinden, bliver det for meget. Hun smider ham ud. Med fra Thailand har de uden at vide det også haft 1½ kg heroin, skjult under en falsk bund i kufferten. Det bringer Lone i alvorlig fare, da bagmændene vil hente godset. Endelig handler det inderste lag om, hvordan Lone 37 år gammel skal til at være voksen. Hun har udadtil haft et eksemplarisk liv, hun beklæder effektivt en chefstilling i en større virksomhed, samtidig med, at hun i privatlivet stedse har indordnet sig og støttet sig til Karstens styrke og myndighed. Alt har været på rette plads, men hendes neurotiske hypokondri har nok været et signal om, at noget var skævt. Det perfekte findes ikke, og det bliver en svær erkendelsesproces, presset hastigt frem af de valg, narkohistorien tvinger hende til at træffe.

Lone fortæller selv historien, og den er derved temmelig længe set ensidigt fra hendes synspunkt, hvor læseren fornemmer, at Karsten antagelig ville hæfte sig ved en række andre ting. Først til slut indser hun, at Karstens utroskab blot var en anledning – deres forhold var allerede gået til i rutine og efterhånden også kedsommelighed og irritation, som dog hele tiden skulle fortrænges. Både den historie og Lones modningsproces er troværdige (dog er det næppe realistisk, at Lone på så få dage overkommer at redefinere sit liv). Narkohistorien er til gengæld temmelig langt ude. Lone i samarbejde med det lokale politi, eller rettere som den, der lægger en udspekuleret plan og effektivt styrer politiet igennem hele to komplicerede baghold, der skal ende med bagmandens totale nederlag.

Hvert kapitel indledes med en kort, neutral angivelse af sted og scenografi – akkurat som forfatteranvisningerne forrest i hver akt i et 100 år gammelt skuespil a la Henrik Ibsen. Det fungerer overraskende godt. Lones beretning er hurtigt læst, letløbende prosa, hvor man savner de modhager, som skal til for hele tiden at fastholde læserens interesse.

Sparsomme krimivitaminer og en kærlighedshistorie et par niveauer over ugebladsføljetonen, men under det helt gode.