Michael Knudsen: Ministeriets kældre. Lindhardt og Ringhof 2003. 293 sider, 299 kr.

Knudsens debutroman præsenteres af forlaget som et stort anlagt, syregrønt panorama over et ministerielt embedsværk i dagens Danmark. Det nævnes dog i samme åndedrag, at læseren skal møde en verden, hvor man ikke viger tilbage for mord, hvis karriereplanen kalder på det.

Det sidste betyder ikke, at der er tale om en kriminalroman. Der er et mord, som varsles i prologen og faktisk begås side 195, og der er i finalen yderligere ét eller to drab. Men bogen fortæller intet om politiets eller andres efterforskning – det meddeles blot lakonisk, at sagerne må henlægges uden resultat. Krimimomentet er således næsten totalt fravæ-rende.

Tilbage er et forsøg på satire over uduelige embedsmænd, der klodset vikler sig ind i skandaløse fejldispositioner, hvis arbejdstiden da ikke forslås med druk og sex, det sidste ikke for erotikkens skyld, men som led i karriereræset. Det giver naturligvis anledning til vitser og enkelte gode iagttagelser. En rodfæstet, gensidig foragt mellem den politisk valgte minister og de overordnede tjenestemænd er et gennemgående tema, ligesom forfatteren har et godt øje til tidens opstyltede managementsprog, der tjener som camouflage for manipulation og skalkeskjul for kriminel nepotisme. Rigtig ondt eller farligt bliver det ikke, for kun et par af personerne er kompetente, duelige fagfolk. Resten er fordrukne eller forhorede skvat. Udueligheden kan naturligvis have sine omkostninger, men da skuepladsen – ”Samordningsministeriet” – ikke synes at befatte sig med væsentlige ting, betyder det næppe så meget. Kyndige, formående medarbejdere kunne have ambitioner om noget mere og værre, men de er som sagt stort set fraværende.

Michael Knudsen er selv ansat i systemet (fuldmægtig i Fødevareministeriet), og han har ganske modigt stillet op til et interview i de akademiske embedsmænds fagforeningsblad (Djøf-Bladet nr. 7 i 2003), hvor han bedyrer, at generelt set er den danske central-administration i dag formentlig en af verdens mest velfungerende. Står det til troende, mister bogen unægtelig sin sidste mulighed for at forurolige eller underholde på et seriøst niveau.

Ikke krimi og mat som satire.