KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Michael Katz Krefeld: Før stormen. Gyldendal 2007. 382 sider, 275 kr.

Krefelds debutroman præsenterer lægen Maja Holm, der efter forfatterens plan også skal optræde som ”detektiven” i en række kommende krimier. Hun er en engageret læge, men lidt af et forvirret hoved. Efter et sammenbrudt parforhold er hun rejst til Norge, hvor mangelen på læger gør det nemt at få et job, især i en afsides provinsby. Maja passer både sin del af det lokale lægehus’ praksis og et vikarjob på sygehuset. Det giver stress, og derfor er hun gledet ind i et ikke ufarligt pillemisbrug.

Den aktuelle sag begynder, da en yngre mand bringes til sygehuset, bevidstløs efter en overdosis. Det lykkes hende ikke at redde hans liv, men hun kan ikke slippe den triste oplevelse, navnlig ikke, da den dødes mor fortæller, at han faktisk havde kæmpet sig fri af narkoen. For politiet er der ikke nogen sag at efterforske og heller ikke nogen forbindelse til det brutale drab, der kort efter rammer en ældre mand, som boede tæt på den unge mand. Maja møder ingen forståelse for sine anfægtelser, og ingen vil svare på hendes spørgsmål. Tværtom mærker hun aggressiv modstand, og hun modtager adskillige opfordringer til at rejse hjem til Danmark. Byen synes at være inficeret, men med hvad og af hvem? Majas eneste (noget vankelmodige) allierede er en journalist ved den lokale fjernsynsstation, men han kan ikke acceptere hendes stadig mere drastiske initiativer. Det er der andre, som heller ikke kan, og Maja må indse, at hun er i livsfare, selv om hun stadig ikke kan gennemskue, hvad der egentlig foregår.

Beskrivelsen af det betændte sammenhold i det lukkede samfund er overbevisende. Plottet hænger sammen, selv om forfatteren har ladet sin fantasi spille så frit, at han ender med at kræve en del af læserens tolerance. Det samme gælder skildringen af Maja, som på samme tid kløgtigt kan kombinere de oplysninger, det trods modstanden lykkes hende at grave frem, og naivt løber risici, som et tænkende menneske givetvis ikke ville kaste sig ud i. Til gengæld er man gysende med, da Maja konfronteres med bagmanden og er lige ved at lade sig overbevise om hans i grunden så gode vilje.

En lidt for lang, men spændende og i sjælden grad uhyggelig krimi, skrevet med tempo og elegance.

Bestemt værd at læse.