Michael Katz Krefeld: Pans Hemmelighed. Lindhardt & Ringhof 2009. 331 sider, 300 kr.

Den 42-årige vinduespudser Søren Rohde er formentlig dybt skizofren. Han opfatter sig selv som Peter Pan, drengen, der ikke vil være voksen. Som Pan sender han niårige drenge til ”Ønskeøen”, hvor de vil være i sikkerhed for kaptajn Klo og piraterne. Det betyder, at han kidnapper drengene om natten og derpå kvæler dem. Alt det véd læseren fra begyndelsen, men der går lang tid, før politiet finder frem til Søren. Vicekriminalkommissær Katrine Bergman leder med energi og myndighed efterforskningen. Hun bruger utraditionelle metoder – Katrine er selv svært neurotisk og ofte også aggressiv, endda voldelig (i virkelighedens verden havde den person aldrig fået et overordnet embede i politiet).

Gennembruddet kommer, da Krefelds ”detektiv”, lægen Maja Holm, blander sig. Hun blev introduceret i Krefelds krimidebut ”Før stormen” fra 2007. Dengang kom hun i klemme mellem dunkle kræfter i den norske by, hvor hun var vikar på sygehuset. Nu er hun hjemme i sin barndoms danske by. Hun har købt andel i en lægepraksis og skaffet sig et idyllisk hus, hvor hun vil etablere sig sammen med kæresten Stig, som hun har med hjem fra Norge, og det barn, de venter.

Også Maja har psykiske problemer. Nu da hun er gravid, tør hun ikke mere holde angsten i ave med piller. Hun stoler på, at de ordnede forhold, som hun har etableret, vil være tryghed nok. Det er imidlertid det, hun ikke får. Hun er en stærk personlighed, og måske derfor kigger Søren hende ud til at være Wendy, som i Pan-eventyret tager sig af børnene på Ønskeøen. Hun undslipper hans overfald, og er så det vidne, som Katrine manglede. Og det haster med en opklaring, for hvor er den sidste af de kidnappede drenge henne, lever han endnu? Det spørgsmål engagerer også Maja, og dermed begynder et halvhjertet, anstrengt samarbejde mellem de to kvinder. Katrine er ligeledes vokset op i byen, men hvor Maja havde en god barndom, var Katrine et af de svigtede gadebørn – antagelig misbrugt af en pædofil særling, der gerne lod små børn kæle med sine kaniner. Og en del mere.

Søren leger kispus med Maja. Han sender hende sære budskaber, som hun først sent begynder at kunne afkode. Da de endelig fanger ham, vil han ikke fortælle, hvor den forsvundne dreng er, kun forsyne Maja med nye kryptiske antydninger. Hun er imidlertid stædig, drengen skal jo reddes. Maja sætter alt ind, nok også for meget, og Stig vælger (for læseren meget forståeligt) at rejse hjem igen.

Majas styrke er, at hun tager Søren alvorligt. Han bedyrer, at han beskyttede drengene. Maja tror på ham, endnu mere da retsmedicineren fortæller hende, at drengene ganske vist er misbrugt seksuelt, men det ikke er Søren, der har gjort det. Det er sket, før de blev kidnappet, og det har strakt sig over en længere periode. Læseren aner, at sagen gemmer noget større og værre – og det slår til. Maja løser imidlertid til slut problemet (om end hun må nøjes med en delvis opklaring, for det onde kan jo ikke nedkæmpes én gang for alle).

Krefelds styrke er hans evne til at skabe atmosfære, at formidle utryghed og angst. Plottet er godt udtænkt (om end det sidste chok ikke ganske overbeviser, når man efterfølgende tænker efter). Svagheden er, at romanens hovedpersoner alle viser sig at bære på neuroser og psykiske traumer, måske bortset fra Stig. Det virker en smule for orkestreret, men den uhyggelige melodi er til gengæld fremragende komponeret.

En krimi i særklasse. Nok mere knugende end underholdende, men den holder sin læser fast.

Anbefales, hvis man er til det, der er både trist og sort.