Niels Krause-Kjær: Tilskueren. Gyldendal 2004. 211 sider, 198 kr.

Krause-Kjær brugte mere eller mindre sine erfaringer som pressekretær for en folketingsgruppe, da han debuterede med romanen ”Kongekabale”, der blev forlægget til en dramatisk film om lede intriger i dansk politik.

Opus to baserer sig på forfatterens erfaringer fra en journalistisk karriere. Hovedpersonen er den 40-årige Jørgen Skovby, der er endt som en næsten konturløs arkivar ved en Århusavis. Skovby passer navnestoffet, han samler og ajourfører de oplysninger, som skal danne grundlag for notitser ved runde fødselsdage og karrierespring – og til sidst nekrologer. Det viser sig at være en vigtig position, for der er fremtrædende borgere, som gerne ser dele af fortiden fortiet. Det gælder en af Skovbys ungdomsvenner, der nu er godt i gang med en karriere i forretningsverdenen, men som dengang var den rødeste revolutionære i det maoistiske kollektiv, hvor de begge boede. Og det gælder den muligvis kommende generaldirektør i Danmarks Radio, der ikke vil kunne holde til offentliggørelsen af et foto, taget for en snes år siden i en PLO-lejr, hvor han er sammen med en fremstående arabisk terrorist og en kontaktmand fra Blekingegade-banden.

Skovby redigerer gerne hensynsfuldt i vennens CV. Han stryger de prekære passager i det fødselsdagsportræt, som avisens unge journalistpraktikant allerede har skrevet. Men det er også grænsen – Skovby vil ikke engagere sig, han vender endog ryggen til, da han sent om aftenen bliver vidne til et voldsomt overfald. Det viser sig at være mord, ofret er journalist-praktikanten, og pludselig er Skovby selv mistænkt.

Hvor langt tør de folk, der vil retouchere i fortiden, monstro gå? Er sligt et mord værd? Det er lidt svært at tro på det motiv. Læseren erindrer, at den fremtrædende tv-direktør, der har inspireret til en af de personer, som har ondt i fortiden, faktisk har gjort og fortsat gør karriere.

Skovby må selv efterforske, og det kommer der så en slags opklaring ud af. Scenografien synes hentet fra en 60 år gammel knaldroman (alle hovedaktører samlet i stuen i den villa, der i sin tid husede kollektivet). Opgøret er til gengæld nutidig kioskhistorie: Voldsom action, slagsmål med brutale rockere etc. Alt sammen kulørt og meget lidt overbevisende. Bl. a. er det en svaghed, at plottet viser sig ikke at have noget at gøre med de noble folk med den blakkede fortid.

Krause-Kjær får flere steder god satire ud mellem sidebenene, når han – for så vidt uden sammenhæng med romanens historie – tager fat på de unoder, som skæmmer øjeblikkets presse. F. eks. karaktermordet på en ex-revolutionær, der nu er agtet ekspert i menneskerettigheder. Han narres ind i noget, der ser ud som banalt butikstyveri. Skovby tipser hævngerrigt de rette journalister, vel vidende at kombinationen ”kendt”, ”magtfuld”, ”villa i Hellerup” og ”butikstyv” ville få frokostaviserne til at skubbe ”privatlivets fred” og ”uskyldig indtil det modsatte er bevist” til side hurtigere end man kunne sige ”løssalg”.

Romanen sætter sig mellem adskillige stole. Lidt ”veg mand træder sent i karakter”, en god del ”fortiden vender truende tilbage”, satire over medierne, traurige snapshots af en snes års knuste parforhold, banal narkonkriminalitet. Og desværre kun ganske lidt krimi.