KOCHS  KRIMIER

 
 
   Startside   Danske
  spændingsromaner
  Oversatte
  spændingsromaner
  Artikler m.v.   Oversigter m.v.

Erik V. Krustrup: Foreningen. En kriminalroman med skjult kamera. Editio 2000. 219 sider, 250 kr.

Krustrup giver denne gang ikke sin kriminalassistent Allan Marcussen meget at arbejde med - eller rettere: Der sker en masse, men tingene hænger ikke sammen. Fem personer kommer undervejs dramatisk af dage, og så er der alligevel ingen mord i romanen - det nærmeste er et tilfælde af det, der på juridisk hedder vold med døden til følge.

Begivenhederne udspiller sig omkring et tv-produktionsselskab i krise, en fin gammel forlagskoncern, der vil finde fodfæste også inden for de elektroniske medier, og “Medieforeningen”, en organisation for forlag m.v. Alle tre steder er cheferne uden skrupler rede til selv de mest gemene forbrydelser, bare der er passende gevinster at hente og ringe risiko for afsløring. Går det alligevel galt, reagerer de nålestribede jakkesæt, regnedrengene og de polerede talerør allerværst, medens koncerndirektøren sikrer sig omfattende uvidenhed om det, der går i svang. Han skal bare “stå frem og holde receptionstalerne og i heldigste fald få en lys ide en gang imellem - og så have mod til at fyre de andre direktører, hvis bundtallene ikke makker ret”. Tja - man har jo hørt det før.

De usympatiske herrer kan ikke engagere læseren - ikke en gang da den ene (ganske vist post mortem) ender med at blive stegt i en skorsten, medens en anden kvases under en militær panservogn. Effekter og klicheer, ikke spænding og menneskeligt drama. Historien savner hoved, hale og rygrad - og det hele er skrevet sjusket. Det er symptomatisk at en hovedperson ved navn Toft et par steder umotiveret kaldes “Lund”.