Steffen Lambertsen: Simon og mordet i Sydhavnen. Forlaget Marcus 2005. 203 sider, 198 kr.

Titelpersonen er kriminalinspektør Simon Fenneslev, der leder en mindre deling, hvor folkene er valgt, fordi de er lidt på tværs af det gængse. Simon er en venlig mand i tresserne, dreven i det kollegiale spil, hvor den høje opklaringsprocent, han kan rose sig af, forudsætter, at han kan sno sin enhed udenom, når nok en besværlig opgave dukker op. Pressen kan gøre nytte. Garvede journalister kan med ufine metoder støve nyttigt baggrundsstof op, og en ”nyhed” kan plantes for at fremkalde en afslørende reaktion i det kriminelle miljø. Kriminalreporterne og tv må plejes omhyggeligt, god presseomtale giver bonuspoints – medens dårlig omtale kan gøre skade hos topchefer og ministerium, hvor skrækken for Ekstrabladet åbenbart er ubegrænset.

Romanen begynder, da en rocker-gruppe i Køge har problemer. Deres business er piller og narko, og nu har en række pushere tøvet med betalingen. Der må statueres et eksempel, og så udvælger de et særlig dumt svin blandt kunderne. Han skal nakkes, og det bliver han – men det går ikke ganske efter planen. Da liget findes, skal Simon & Co opklare sagen, og det gør de med kløgt og rutine, gode ideer og lange, seje træk. Det er redelig politiroman, selv om der ikke er meget nyt i det. Som læser ærgrer man sig en smule over, at en parallel opgave i enheden – en nobel borger, der er forsvundet – siver underligt ud. Her kendte læseren ikke på forhånd løsningen, så det kunne måske være blevet spændende.

Romanen skiller sig på ét punkt afgørende fra tidens linde bølge af politikrimier. Den har ingen frustrerede kriminalassistenter med knuste parforhold og smertende mavesår. Det er kompetente folk, de har gode, stærke ægteskaber, og de kan bistå hinanden, f. eks. da en kriminalassistent går i sort over den kæreste, hans næsten voksne datter har præsenteret hjemme. Det er en lise at træffe normale politimænd, der voksent og ordentligt kan administrere deres tilværelse, også når der opstår problemer.

Det er en debutant, der skriver. Kommende bind vil nok blive mindre snakkesalige (hyggen kan sine steder blive for overvældende), strammere og måske også sprogligt mere præcise. Det (og en omhyggelig korrekturlæser) kan give helt fremragende politihistorier.

Foreløbig et godt anslag.