Grethe Lange: De knuste spejle. Forum 2002. 150 s. 149 kr.

Dommeren, præsten, den fremstående borgerfrue. I Helsingør kunne kriminalinspektør Gunnar Thorsen i 1962 endnu mene, at disse samfundsspidser burde være byens spejl. Værdige, rolige folk, som byens borgere kunne spejle sig i. Men hans daglige arbejde tager illusionen fra ham. Når han i kommer tæt på, får han en underlig fornemmelse af at kigge ind i et knust spejl, som ikke gengiver det, der er foran det, men som fortegner det og viser en grim og fordrejet udgave af en selv. Det gælder byens sladdervorne dommer og dens præst, der forveksler egen tåbelighed med evangelisk frejdighed. Thorsens ven, lægen Poul Rash, gør til dels de samme erfaringer, f. eks. når patienter forsøger at pumpe ham for oplysninger, der kan bidrage til døgnets slibrige rygter.

Det er den fjerde roman om makkerparret Thorsen & Rash (der blev introduceret af forfatteren, før de to navne kom tæt på en mere aktuel kriminel duo fra byggebranchen). Denne gang gælder det to tilfælde af brutal voldtægt, der indtræffer inden for et par døgn. Politiet har meget lidt at gå efter, men slider des mere ihærdigt med afhøringen af forbipasserende og naboer. Undervejs kaster Thorsen sig ud i en alt for svagt begrundet anholdelse af en ubehagelig arkitekt, der dog hurtigt må løslades. Generelt er politiarbejdet imidlertid kompetent, ikke mindst fordi Thorsen nu bistås af den kvikke unge kriminalbetjent Holmstrup. Og sliddet belønnes. En henkastet bemærkning fra Rash afslører for Holmstrup en usandhed i en eller lidet påfaldende vidneforklaring, og med den nøgle får de fat i gerningsmanden.

Grethe Langes forudgående krimiforsøg har ikke været overbevisende. Denne gang har hun formået både at konstruere et rimeligt plot og at lægge spor ud, som læseren burde have set og som politiet til sidst ser. Lægens rolle er reduceret fra den geniale, intuitive detektiv til en pålidelig sparringpartner for Thorsen, der selv fremtræder, så man kan tro på, at han er overordnet politimand. Det skuffer lidt, at Thorsens filosofiske overvejelser – som gengivet foran – viser sig ikke at have forbindelse med den aktuelle sag, men i øvrigt foreligger en rimeligt interessant og på sine præmisser ganske underholdende historie.

Ikke så ringe endda.