Grethe Lange: “Hammermanden” og “Tømreren fra Tikøb”. Forum 2000. Hhv. 129 og 160 sider. Begge 149 kr.

Grethe Lange debuterer i krimigenren med to små perioderomaner, der er henlagt til Helsingør og omegn tidligt i 1960’erne. Hovedpersonen er den praktiserende læge Poul Rash, der som bijob foretager obduktioner og undersøgelser for politiet. Det er også Rash, der kombinerer oplysninger, gør kloge iagttagelser og opsamler spor. Hans lidt nævenyttige indsats er på sin plads, for kriminalinspektør Gunnar Thorsen har ikke opfundet den dybe tallerken. I begge romaner foretager Thorsen på spinkelt grundlag en alarmerende forkert anholdelse.

I Hammermanden dræbes to enlige kvinder i 60-års alderen. Metoden - en hammer direkte mod offerets ansigt - og andre forhold gør det sikkert, at der er tale om samme morder, men forbindelsen mellem de to er længe gådefuld. Rash får overladt det første offers kryptiske dagbog (den slags interesserer ejendommeligt nok ikke Thorsen!) Dermed finder Rash en mulig sammenhæng, som Thorsen temmelig modvilligt følger op. Det mulige drabsmotiv, der tegner sig, er langt hinsides de emner, som ordentlige mennesker kan befatte sig med. Det er også Rash, der tilfældigt opdager, at et vidnes forklaring ikke holder - og dermed får den sidste brik på plads. Det sølle skravl af en morder ender i sikkerhedsforvaring - en strafform, som hverken dengang eller i dag ville komme på tale i en sag som den foreliggende.

Tømreren fra Tikøb er en gæv håndværker af den slags, som man vistnok kun kan møde, når de kommercielle TV-kanaler udsender prøver på datidens gyselige folkekomedier. Helt urimeligt sigtes han for et brutalt seksualmord på en tiårig pige. Det nytter ikke, at Rash tidligt kan påvise, at han ikke er morderen. Den alternative forklaring, Rash siden snubler over, viser sig at være lige så forkert. Den afsluttende opklaring dukker først op med et brev, som den virkelige gerningsmand skriver umiddelbart før sit selvmord.

Bøgerne bærer betegnelsen “kriminalroman” på titelbladet. De handler om drab, men den efterforskning, de skildrer (eller skildrer manglen på), lever ikke op til genrekravene. Rash er en problematisk hovedperson. Han besidder en speciel blanding af stædighed og mildt hysteri, og hans fantasi er måske for livlig til forbryderjagt - det mener i al fald hans kone, når hans nerver reagerer på uhyrlighederne. Han “opklarer” - som det er fremgået - ikke ret meget, omend en smule mere end den indskrænkede panser i kriminalafdelingens chefstol.

To hurtigt læste, hastigt glemte historier om forbrydelser anno dazumal. “Hammermanden” skal have et plus, fordi den modigt tager fat om et emne, der fortsat er omgivet af tabuforestillinger. “Tømreren fra Tikøb” er mindre sensationel, men til gengæld fortalt bedre. En førende krimianmelder har set de to romaner som en bemærkelsesværdig revitalisering af dansk krimi. Den fornyelse er det desværre ikke muligt at få øje på.